09-10-2017: Ny sejr til Hamilton - og point til K-Mag

Ny sejr til Hamilton – og point til K-Mag

Formel 1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Suzuka.

Jeg må bare indrømme det: Lewis Hamilton fortjener VM-titlen 2017! Efter sommerferien har han scoret fire grandprix-sejre og en andenplads – alene af den grund vil han være en værdig verdensmester. Og når hans nærmeste konkurrent, Sebastian Vettel, samtidig er udgået af to af de seneste tre løb, er det ikke længere tvivl: VM-titlen 2017 tilhører Hamilton!

Efter en resultatmæssigt lidt lunken indsats i Malaysia, hvor hans Mercedes ikke opførte sig som forventet, var Hamilton i særklasse i Suzuka. Pole position blev omsat til en klar føring allerede på første omgang, og selvom Max Verstappen (Red Bull-Renault) kæmpede tappert for at følge med, var Hamiltons sejr aldrig for alvor i fare.

Verstappen blev nummer to foran teamkammerat Daniel Ricciardo, og antydede dermed, at Red Bull efterhånden er Mercedes´ hårdeste konkurrent. Og samtidig er unge ’Max Attack’ nu så stærkt kørende, at han truer Ricciardos position som teamets førstekører.

Vettel udgik tidligt med motorproblemer. Dém har der været mange af hos Ferrari i de seneste uger, og når man er oppe mod det ultra-pålidelige Mercedes-team, er der bare ikke råd til den slags. Krisemøde følger krisemøde i Maranello i disse uge,r mens de VM-titler, der var lagt op til inden sommerferien, er på vej til Hamilton og Mercedes.

Kevin Magnussen kørte et glimrende løb i Suzuka, og sluttede på ottendepladsen, lige foran sin Haas-teamkammerat Romain Grosjean. Undervejs leverede han en af løbets mest spektakulære manøvrer, da han aggressivt gik forbi Felipe Massa (Williams), og weekenden i Japan understregede K-Mag ry som en af de hårdeste hunde (absolut ikke ’unfair’ – ’hårde’!) i Formel 1-feltet.

Nu venter Haas´ hjemmebane-løb i Austin om et par uger. Her satser K-Mag naturligvis på flere point, og vi – min medvært Jan Magnussen og jeg – er klar med de sidste nyheder fra Haas-pitten, når vi mødes til Race Night i Austin.

Howdy, partner!

De skæve nyheder fra suZuka

 

K-MAG FEJRER ET KVART ÅRHUNDREDE

Haas-teamet fejrede torsdag Kevin Magnussens 25-års fødselsdag på traditionel F1-manér: Tale fra teamchefen og en flot kage. Plus naturligvis en drillesyg teamkammerat, der smurte et stykke kage i danskerens ansigt. .

     
 

VERDENS VILDESTE FANS

Suzuka havde igen i år F1-tourens vildeste fan. Børn i hjemmesyede kørerdragter og kasketter med påmonterede modelbiler havde vi set før – men denne fyr i komplet Williams robot-outfit havde bogstaveligt talt tænkt ud af boxen.
     
 

NU KENDER RICARDO KENDO

Red Bull-kørernes forberedelser til Japans Grand Prix inkluderede et lynkursus i den 300 år gamle kampsport kendo. Kampen med bambus-stavene ændrede (kortvarigs?) styrkeforholdet i teamet: Daniel Ricardo var klart bedre end Max Verstappen.
     
 

TITLEN SKAL FORSVARES!

Mens det ’andet’ landshold havde travlt i VM-kvalifikationen, blev det i Suzuka annonceret, at det danske Formel 1-landshold i fodbold (ok – der er to danskere med…) skal forsvare VM-titlen fra sidste år. Torsdag den 23. november afvikles den McLaren-organiserede turnering på Hilton Abu Dhabis baner, der sidste år blev vundet af blandt andre Jan Sommer (Ekstra-Bladet) og Peter Nygaard (Grand Prix Photo / Tours og BT).
     
 

PINK TEXAS

Det kommende amerikanske grandprix på Circuit of the Americas i Austin, Texas, bliver det første ’pink’ Formel 1-løb. Formel 1-organisationen FOM, de lokale arrangører og verdens største brystkræft-organisation Susan G Komen er gået sammen for at samle penge ind mod sygdommen. ’Vi vil gøre det amerikanske grandprix pink’, heddet det i en pressemeddelelse fra FOM. USA´s Grand Prix afvikles 20.-22. ’pinktober’.
     
 

LEWIS ER BLEVET VEGANER

Lewis Hamilton er blevet veganer. Hundeelskeren annoncerede sin nye livsstil omtrent samtidig med at Shanghai International Circuit fik forlænget sin F1-kontrakt med yderligere tre år, så Kinas Grand Prix er sikret frem til 2021. Det er dog ikke sikkert, at de to begivenheder er direkte forbundet. Hamiltons gode veninder Venus og Serena Williams har været veganere siden 2012.
     
 

WILLIAMS TESTER KUBICA OG DI RESTA

Kun Williams og Toro Rosso har nu ledige sæder til 2018-sæsonen. Hos Williams står valget til pladsen ved siden af Lance Stroll mellem den nuværende førstekører Felipe Massa, Robert Kubica og teamets reservekører Paul di Resta (billedet). Kubica og di Resta tester en 2014-model for team i den kommende uge. Mens resten af paddocken kendte både tid og sted for den kommende test, insisterede Massa på at ’det kender jeg intet til…’.
     
I

FIA-MAND TIL REANULT

IEn række F1-teams er rasende over at Renault har hyret en af FIA´s tekniske chefer. Macin Budkowski har i sit arbejde hos FIA fået kendskab til tekniske detaljer i teams´ nuværende og kommende biler, og konkurrenterne frygter nu, at han tager hemmelighederne med til sin nye arbejdsgiver. Budkowski starter efter planen hos Renault til april.
     
 

MAX: ”INTET OVERGÅR GOKART-VM

Da Max Verstappen sidste år vandt sit allerførste løb for Red Bull i Spanien, insisterede han på, at det kun var den næstbedste dag i hans unge liv. ”Den bedste var, da jeg vandt gokart-VM,” sagde han. I Suzuka røbede han, at 2016-sejren i Spanien nu var rykket ned på tredjepladsen – sejren i Malaysia i sidste uge havde overtaget andenpladsen. Men endnu har intet overgået den dag, da han 15-år gammel blev den yngste gokart-verdensmester nogensinde i Varennes (Frankrig). 
     
 

VIGTIG INFO TIL TRÆNGENDE

Hver eneste år er står der en manual til…hovedpuden på medie-hotellet Comfort Inn i Shiroko. Men omgang med hovedpuden er ikke længere det eneste, vi vesterlændinge skal oplæres i – instruktion i behørig brug af toiletterne i Osaka International Airport indgår nu også i ethvert Japan-besøg.