GEORGE ER TILBAGE

GEORGE ER TILBAGE

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Østrig 2026

Så brød George Russell tilbage. Han dominerede Østrigs Grand Prix, og kørte sig med sejren på Red Bull Ring tilbage i VM-kampen.

Den engelske Mercedes-kører startede sæsonen som tårnhøj VM-favorit, og han vandt sæsonpremieren i Australien.Men så overtog hans teamkammerat Kimi Antonelli førertrøjen, vandt fem løb i træk og opbyggede en solid VM-føring. Pludselig var Russells sejr i Melbourne meget langt væk.

”Ja – Det føles ærligt talt som længe siden,” indrømmede Russell efter løbet.

”Så det har været et par hårde måneder med nogle virkelig vanskelige løb, hvor alting føltes imod mig. Og så har jeg selvfølgelig også en virkelig fantastisk teamkammerat, som uge efter uge leverer nogle spektakulære præstationer. Så jeg har haft brug for en masse fightervilje for at komme tilbage. Sejren i dag – endda på en bane, som ellers ikke har været særlig god for mig – gør mig virkelig, virkelig stolt.

Som Ole Schack kunne afsløre på vores Race Night, havde Red Bull en stor upgrade-pakke med til Østrig. Den udnyttede Max Verstappen til at score en stærk andenplads, men den flyvende hollænder er endnu ikke helt tilfreds.

”Vi har stadig nogle områder, hvor der skal arbejdes med bilen. I dag kørte jeg halvdelen af løbet i en bil, der ikke var i topform – mine bremser fungerede ikke rigtig godt sammenlignet med resten af weekenden. Det er selvfølgelig noget, man håndterer – man lærer at køre med det – men det er ikke ideelt. Så det er ting, vi må på og forsøge at forstå,” sagde han efter løbet.

Men der er ingen tvivl om at Red Bull er på fremmarch.

”Denne upgrade har allerede været et meget stort skridt fremad sammenlignet med de foregående løb. Jeg mener – se på løbet i Spanien, hvor jeg bare trillede undt alene uden at kunne udfordre nogen. Så det et godt tegn!” fortsatte Verstappen.

Formel 1-feltet er i disse timer på vej til Silverstone, hvor det britiske grandprix køres allerede i den kommende weekend. For Russell var sejren på Red Bull Ring den optimale opladning til hjemmebaneløbet.

”Jeg har stor selvtillid forud for næste weekend – efter i dag ved jeg, hvad jeg kan levere. Men jeg har mindre tillid til at kunne få alt optimeret med hensyn til bilen – opsætningen og dækkene – fordi det bare har været så meget op og ned for mig hele året. Og selv i denne weekend var jeg på nogle punkter i træningen seks tiendedele efter Kimi. Men så kom Q3, hvor jeg var to tiendedele foran. Jeg har ærligt talt ikke forklare det. Men jeg vil arbejde hårdt med mit team for at forsøge at efterligne det, der skete i dag på Silverstone…”

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA RED BULL RING

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

LEGENDER PÅ BANEN

Red Bull Ring har en fin tradition med en såkaldt ’Legende Parade’ i løbet af grandprix-weekenden. Her kommer en række tidligere kørere på banen i historiske biler, og i år var temaet ’Formel 1-mesterværker fra 1975-2010’. Tilskuerne blev blandt andet forkælet med en Ferrari 312T fra 1975 med Mathias Lauda bag rattet, hele to af de sekshjulede Tyrrell P34´ere (kørt af Pierluigi Martini og Paolo Barilla) og en Ferrari F2002.

OPERA OG FORMEL 1

Det var i mange år det berømte Wiener Sängerknaben-kor, der sang nationalmelodien inden Østrig Grand Prix. I år var opgaven gået til stjernetenoren Jonas Kaufmann, der sang ’Land der Berge’ akkompagneret af det tyrolske ensemble Musicbanda Franui.

KOM TÆT PÅ KØRERNE PÅ ’STYRIAN GREEN CARPET’

På de fleste baner er det svært – som i ’umuligt’ - at komme tæt på kørerne. Men ikke på Red Bull Ring: Hver morgen skal kørerne gennem ’hoveddøren’ under hovedtribunen for at komme ned i paddocken. De lokale kalder det ’Styrian Green Carpet’ (en anden farve for ’Rød løber’) og det er en af sæsonens bedste muligheder for en selfie eller en autograf.