LANDO PÅ VEJ MOD TITLEN

LANDO PÅ VEJ MOD TITLEN

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Brasilien 2025

Med sejren i Sao Paolo overtog Lando Norris favoritværdigheden – nu er det ham, der har momentum til at blive verdensmester 2025. I foråret og langt ind i sommeren var den 25-årige englænder alt for tøvende og usikker, og da han udgik i Holland i slutningen af august, så hans VM-drømme ud til at være overstået. Han var 34 point efter McLaren-makker Oscar Piastri, der virkede både selvsikker og på vej mod VM.

Men det er som det tekniske problem, der sendte ham ud i Zandvoort, var det re-set, der fik Norris tilbage i idealsporet. I de seks løb, der er kørt siden da, har Norris scoret hele 58 point mere end Piastri, og han fører nu VM med 24 point ned til australieren.’

Piastri havde endnu en svær weekend, hvor han crashede i sprintet og indkasserede en 10-sekunders straf for et sammenstød i første sving. Sammenstødet med Kimi Antonelli som ’mellemmand’ sendte stakkels Charles Leclerc ud af løbet. Piastri, der for få måneder siden blev kaldt den nye Iceman (som i ’Kimi Raikkonen’) fordi han var så cool, er nu et varmt emne til titlen som årets skuffelse.

Norris´ brasilianske weekend var så fejlfri, at det nærmest var kedeligt. Pole-position og start/mål-sejr i sprintløbet, pole-position og start/mål-sejr i grandprixet – det kan simpelt hen ikke gøres bedre.

Alligevel var det ikke Norris, der stod for weekendens bedste præstation. Red Bulls biler passede, under sprint og kvalifikation, så dårligt til Interlagos-banen, at ingen af kørerne kom videre fra Q1 – det var første gang Max Verstappen led dén skæbne på grund af manglende fart (det er i en 10-årig F1-karriere naturligvis sket på grund at tekniske problemer).

Med udsigt til at skulle starte fra 16. position valgte Red Bull at ændre bilen markant, udskifte motoren og lade hollænderen starte fra pitten. Med nyt set-up og frisk motor kørte Verstappen – trods et ekstra pitstop efter en punktering – sig frem til tredjepladsen, som han på de sidste omgange var tæt på at veksle til en andenplads. Det var endnu en understregning af at Max Verstappen er verdens bedste racerkører – også selvom Norris er på vej til at overtage VM-titlen.

Kimi Antonelli forsvarede med en veterans overblik andenpladsen i mål. Det var den 19-årige rookies hidtil bedste resultat, og det understregede at den italienske teenager er kørt ud af den krise, der prægede ham hen over sommeren. Lige nu er Antonelli hurtigste Mercedes-kører, og George Russel (nummer fire i Interlagos) er pludselig kommet under internt pres.

Antonelli overtog som bekendt det sæde, der blev ledigt, da Lewis Hamilton valgte at skifte til Ferrari. Her har Hamilton det stadig rigtig svært, og efter en kort opblomstring, er den syvdobbelte tilbage i den krisestemning, der har præget hovedparten af hans 2025-sæson. I Brasiliens Grand Prix udgik han på grund af et sammenstød med Franco Colapinto, der indbragte ham en 5-sekunders straf.

Hvis Hamilton på et tidspunkt skulle blive så frustreret over sin Ferrari-karriere, at han kaster håndklædet i ringen, holder hans afløser klar nede i Haas-pitten. Herfra leverede Oliver Bearman endnu et super-løb, og med sjettepladsen i Sao Paolo rykkede han op på 11.-pladsen i VM med 40 point; 10 mere end teamkammerat Esteban Ocon på 16.-pladsen.

Nu holder F1-feltet en weekends pause inden sæsonens tre sidste løb afvikles på 15 dage med start i Las Vegas 22. november.

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA SAO PAOLO 2025

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

Nu kommer Audi

I denne uge præsenterer Audi første del af deres kommende F1-projekt. På onsdag afslører den tyske koncern farverne på deres kommende F1-racer. Det sket på websiten www.audif1team.com. Der vil være tale om et såkaldt koncept-studie – bilen til den kommende sæson er først klar kort før den første vinter-test, der starter i Spanien 26. Januar.

Red Bull præsenterer i Detroit

Red Bull og Racing Bulls planlægger at præsentere deres 2026-planer i Fords hovedkvarter i Detroit 15. januar. De to teams skifter efter en årrække med Honda som partner til en ny motor, der er udviklet i samarbejde med Ford. Præsentationen finder sted i samme periode som USA´s største biludstilling, Detroit Auto Show, afvikles i byen. Red Bull-teamet debuterede i Formel 1 i 2005 (billedet) med de Ford-finansierede Cosworth-motorer. I 2006 kørte Red Bull med Ferrari-motorer inden teamet2007-18 var partner med Renault.

Senna-McLaren på auktion

Ayrton Senna, der er begravet på Murumbi-kirkegården få kilometer fra Interlagos, er stadig folkehelt i sin hjemby (Kimi Antonelli benyttede inden weekenden lejligheden til at besøge gravstedet). Nu sælges en af Senna mest ikoniske biler på auktion: McLaren MP4/6 (chassis 01), som han kørte til sejr i Brasiliens Grand Prix 1991, kommer under hammeren hos auktionshuset Sotheby´s fra 8. – 11. december.

Massa kæmper for VM 2008

Felipe Massa føler sig snydt for VM-titlen 2008. Ifølge brasilianeren blev VM dengang delvist afgjort, da Nelson Piquet Jr med vilje kørte i barrieren i Singapores Grand Prix, så hans teamkammerat Fernando Alonso kunne vinde. Massa har længe hævdet, at FIA og den daværende F1-chef Bernie Ecclestone dækkede over den såkalde ’crash-gate’ affære. Nu har Massa indbragt sagen for den britiske højesteret, hvor de indledende restmøder blev afholdt i sidste uge. Massas advokater kræver 82 millioner US Dollars i erstatning.