Lando er tilbage!

LANDO ER TILBAGE!

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Østrig 2025

For 14 dage siden lignede Lando Norris en knækket mand. Han havde påkørt sin teamkammerat Oscar Piastri i Canadas Grand Prix, og det eneste positive man kan sige om den manøvre var, at han omgående påtog sige hele skylden.

Han virkede så knækket, at det lignede en tidlig afgørelse på Formel 1-VM 2125: Han er uhyre følelsesladet, unge Lando, og jeg troede ærligt talt ikke, at han kunne bryde tilbage fra en så monumental skuffelse. Med Norris ude på grund af et mentalt knockout, kunne Piastri nærmest cruise sig til VM-title i den overlegne McLaren.

Men jeg skal da lige love for, at Lando Norris viste mental styrke i denne weekends østrigske grandprix. Han var hurtigst i træningerne, tog en overlegen pole position og kronede en nærmest fejlfri weekend med at vinde løbet. Undervejs var han under massivt pres fra Piastri, men hvor han tidligere har virket tøvende i nærkampe, var Norris denne gang stærk og stålsat: Hvis han kan fortsætte i samme spor, er der lagt op til en titelkamp mellem McLaren-kørerne, der vil minde om dem Alain Prost og Ayrton Senna leverede i 1988-89

Bag de overlegne Ferrari´er tog Charles Leclerc en stærk tredjeplads for Ferrari. Den Stejlende Hingst var til løbet på Red Bull Ring udstyret med en række updates, der gjorde dem til første-udfordrer til McLaren. Lewis Hamilton tog en fin fjerdeplads, men var endnu en gang ikke i stand til at følge med Leclerc.

Mercedes, der for bare 14 dage siden dominerede i Canada, var nærmest faldet tilbage i midterfeltet, men bundsolide George Russell kom i mål på femtepladsen. Kimi Antonelli var måske stadig præget af sidste uges studenterfester, for han lavede en brøler på første omgang, der også kostede Max Verstappen videre deltagelse.

Liam Lawson, der er kommer sig flot efter fyringen fra Red Bull, blev nummer seks for Racing Bulls foran Aston Martin, der igen scorede point med den upgradede Aston Martin.

Og så var der Sauber: Sidste sæsons absolutte bundprop har taget at tigerspring frem i feltet, og Gabriel Bortoletto og Nico Hülkenberg tog ottende- og niendepladsen, mens Haas igen scorede point med Esteban Ocon på 10.-pladsen..

Formel 1 i Østrig

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA ØSTRIG

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

YOUNG DRIVERS PÅ BANEN

Både McLaren og Ferrari benyttede lejligheden til at afvikle Young Driver F1-tests i Østrig. McLaren indsatte 19-årige Alex Dunne, der kom til Red Bull Ring som førende i Formel 2. Hos Ferrari kom svenske Dino Beganovich (billedet) på banen for anden gang efter sin FP1-debut i Bahrain. I næste uge indsætter Red Bull ’halvsvenskeren’ Arvid Lindblad (svensk far, indisk mor, britisk statsborgerskab) i FP1 på Silverstone. Danske Frederik Vesti ventes at få sin anden og sidste FP1-indsats for Mercedes i Mexico i slutningen af november.

VETTEL – DEN NYE ’DOKTOR LIV’?

Red Bull-rådgiver Helmut Marko er fyldt 82 år, og er begyndt at overveje sin fremtid i Formel 1. Her har han rådgivet Red Bull om unge talenter, og blandt andet ’opdaget’ Max Verstappen og Sebastian Vettel. Marko har dog også taget livet af mange unge køreres F1-drømme, og hans ofte nådesløse personalepolitik har givet ham tilnavnet ’Dr Død’. Nu tyder meget på, at den 37-årige Sebastian Vettel, der med sit hippie-look virker bedetydeligt mildere, bliver den nye ’Dr Liv’ hos Red Bull.

BRAD PITT: ”BEGEJSTRET OG SKUFFET”

Den længe ventede Hollywood-film ’F1 – The Movie’ havde premiere i ugen op til Østrigs Grand Prix. Der blev talt meget om filmen i paddocken – ikke mindst efter McLaren afslørede, at de havde givet hovedrolleindehaver Brad Pitt en ’hemmelig’ test på Circuit of the Americas i Texas. Det var første gang filmstjernen kørte en ægte F1-racer, og han var begejstret og skuffet på samme tid. ”Jeg satsede på at runde 200 miles i timen (322 km/t), men nåede ’kun’ op på 197 mph.”

LEGENDE-PARADE MED FILM-BILER

’F1 -The Movie’ slog også tonen an for årets ’Legende Parade’ på Red Bull Ring. Her samler man hvert år en håndfuld legendariske biler med et samlet tema – tidligere har det for eksempel været ’Biler der vandt Østrigs Grand Prix’. I år var det ’Biler fra filmhistorien’, og blandt andre Niki Laudas Ferrari fra 1976-sæsonen og filmen ’Rush’ og Apex GP-bilerne fra ’F1- The Movie’ var på plads.