TEENAGE-OPRØR!

TEENAGE-OPRØR!

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Japan 2026

Med sejren i Japans Grand Prix overtog 19-årige Kimi Antonelli VM-føringen fra sin 28-årige Mercedes-makker George Russell. Det er et teenage-oprør, der kan ende med F1-historiens yngste verdensmester!

På VM-seriens måske sværeste bane tog Antonelli en komfortabel pole position, men kom skidt fra start.

”Jeg slap koblingen dårligt, og dækkene var naturligvis også kolde, så jeg mistede bare en masse placeringer. Nu har jeg heldigvis nogle uger, hvor jeg kan få en bedre fornemmelse for koblingen, for starterne har været mit svage punkt i år. Jeg skal lave nogle bedre starter, fordi det er et tidspunkt, hvor man både kan vinde og tabe løb,” forklarede Antonelli efter løbet.

Han kæmpede sig godt tilbage, og fik hjælp af en safetycar-periode, da Oliver Bearman (Haas-Ferrari) crashede voldsomt.

”Jeg var heldig med timingen safetycar´en, og det sendte mig tilbage i front. Herefter var tempoet i orden, og det var et godt andet stint. Jeg følte mig rigtig godt tilpas med bilen og var meget tilfreds. Det føles fantastisk!” fortsatte Antonelli, der i Suzuka blev den første italiener, der har vundet to grandprixer i træk siden Alberto Ascari i 1953!

George Russell, der var i pit en omgang før safetycar´en kom på banen, blev nummer fire.

”Vi har haft en fantastisk start på sæsonen, men det er helt tydeligt, at vores konkurrenter er begyndt at optimere deres biler. De er rykket meget tættere på os,” sagde englænderen.

Med andenpladsen understregede Charles Leclerc, at Ferrari kan blive Mercedes´ hårdeste modstander i 2026.

”Det var et ret sjovt løb. Men også uheldigt, for safetycar´en kom på det forkerte tidspunkt. Jeg tror ikke, det ændrede mine chancen væsentligt, men det gjorde helt sikkert det andet stint sværere,” forklarede Leclerc. Hans teamkammerat Lewis Hamilton kom i mål på sjettepladsen.

Oscar Piastri, der indtil Japans Grand Prix endnu ikke havde startet et løb i 2026, tog føringen i starten og kom i mål som nummer to. Det er tydeligt, at McLaren har gjort store fremskridt i de seneste uger.

Oliver Bearmans crash blev forårsaget af en enorm forskel i hastighed mellem hans Haas-Ferrari og Franco Colapintos Alpine-Mercedes, der var i gang med at lade batteriet op. Han mistede herredømmet, og sammenstødet med barrieren blev målt til 50g.

Englænderen, der har imponeret voldsomt i sæsonens to første løb, var heldig at slippe fra ulykken med et forslået knæ.

”Først og fremmest: Alt fint, og jeg har det godt,” sagde han efter en tur på banens Medical Centre.

”Det var et skræmmende øjeblik. Nu er adrenalinen ved at forsvinde ud af kroppen, så det bliver en lang tur hjem. Der var en kæmpe forskel i vores hastighed – omkring 50 km/t – og det skyldes de nye regler. Det er helt sikkert noget vi skal vænne os til…”

Kimi Antonelli er nu ni point foran George Russell i VM, men han siger:
”Selvfølgelig er det for tidligt at tænke på mesterskabet.”

Men tilføjer så med en teenagers selvsikkerhed:
”Men jeg er godt på vej.

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA SUZUKA 2026

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

TOKYO DRIFT

Racing Bulls´ Liam Lawson og Arvid Lindblad tog en lille omvej til Suzuka: De var omkring Japans hovedstad og den legendariske Tokyo Drift-event. Teamet benyttede den neonoplyste fejring af japansk bilkultur til at præsentere en ny serie merchandise, der i weekenden var yderst populær i salgsboderne i Suzuka.

GODZILLA OG HAAS

Haas F1 Team har indgået et partnerskab med monster-kongen Godzilla, der blev præsenteret i Japan. Samarbejdet betyder blandt andet, at Haas-bilerne lejlighedsvis vil blive Godzilla-udsmykket og at der i løbet af sæsonen vil blive markedsført limited-edition merchandise. Det hele vil kulminere ved USA´s Grand Prix i Austin, der finder sted ugen inden ’Godzilla Minus Zero’ får premiere i alverdens biografer.

FRA PRESSE- TIL TEAMCHEF

Mercedes har forfremmet deres hidtidige pressechef Bradley Lord til assisterende teamchef – altså en slags ’Nummer 2’ til Toto Wolff. Bradley startede in F1-karriere i Renaults presseafdeling, og var i midten af 00´erne således kollega med McLarens danske pressechef Ellen Kolby.