FANTASTISK START DOWN UNDER

FANTASTISK START DOWN UNDER

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Australien 2026

George Russell vandt en spændende F1-premiere i Melbourne foran Mercedes-makker Kimi Antonelli. ’Sølvpilene’ var ikke slet ikke så overlegne som frygtet, og særligt i løbets indledende fase var de under pres fra Ferrari. Det var tydeligt, at det nye 2026-reglement vil give både tæt og spektakulær racing

”Det føles fantastisk,” jublede Russell efter løbet.

”Det var en vild kamp i starten. Vi vidste, at det ville blive udfordrende. Jeg lavede en dårlig start, og kom i nogle virkelig tætte kampe med Charles (Leclerc, red.). Men mange tak til hele holdet, for det her resultat har været længe undervejs. Vi kunne ikke have startet sæsonen på en bedre måde!”

Charles Leclerc og Lewis Hamilton sluttede på tredje- og fjerdepladsen efter Ferraris sejrschancer blev ødelagt af en uheldig pitstop-strategi. Når jeg skriver ’uheldig’ og ikke for eksempel ’dårlig’, hænger det sammen med, at beslutningen om ikke at skifte dæk under den tidlige virtual safety-car (VSC) periode, kunne have vist som en genistreg. Det var tydeligt for de fleste, at der i en kaotisk sæsonoptakt kunne komme flere safetycar-perioder, der havde vendt løbet til Ferraris fordel. Desværre for Den Stejlende Hingst blev pitten lukket ved en senere VSC, og Leclerc og Hamilton kunne derfor ikke gennemføre de pitstop, der kunne have givet dem en dækfordel mod slutningen.  

”Det var et bevidst valg og der er ikke noget, jeg fortryder,” sagde Leclerc efter løbet om Ferraris strategi

For hjemmebanehelten Oscar Piastri var Australiens Grand Prix overstået allerede inden det var startet: Han mistede, på sine kolde dæk, herredømmet og crashede ind i barrieren på vej frem mod gridden.

“Det er naturligvis meget skuffende. Jeg snurrede rundt, før jeg overhovedet rigtig havde haft chance for at reagere. Det hele skete så hurtigt. At udgå på vej frem til starten er noget, der ikke burde ske,” forklarede Piastri.

Hans teamkammerat, den regerende verdensmester Lando Norris, sluttede på femtepladsen, og var efter løbet bekymret for at den store fart-forskel mellem biler der lader batteriet op, og biler der kører for fuld power.

”Det kan handle om både 30, 40 og 50 km/t. Hvis man rammer en anden bil med den hastighed, går bilen i luften – og måske over hegnet. Men kan forvolde en masse skade på sig selv og måske også på andre. Det er ret forfærdeligt at tænke på.”

Selvom Nico Hülkenbergs bil brød sammen inden starten, imponerede Audi i deres F1-debut. Gabriel Bortoleto kvalificerede sig i top-10 og sluttede løbet på en lovende niendeplads.

Feltets eneste rookie, Racing Bulls Arvid Lindblad, havde også en god start på sin F1-karriere. Han har allerede etableret sig i feltet, og var uimponeret nok til at kæmpe med Max Verstappen undervejs til en solid ottendeplads.

Nu venter Kinas Grand Prix allerede i den kommende weekend.

Formel 1 i Australien 2026 Podium

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA ALBERT PARK 2026

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

RUN THE TRACK (JETLAG EDITION)

Torsdag kunne de meget morgenfriske (eller jetlaggede) løbe en omgang på F1-banen. F1-partner Gatorade havde arrangeret et kondiløb, der trods starttidspunktet 05.30 var totalt udsolgt. Efter de 5,3 km i Albert Park fik alle deltagere medalje og deltagercertifikat.

RUN PÅ MADRING

I Madrid knokler mange hundrede bygningsarbejdere med at få den nye Madring klar til Spaniens Grand Prix, der skal køres 11.-13. september. Ifølge arrangørerne er der allerede solgt mere end 80.000 billetter til den nye bane, der ligger tæt på Madrids lufthavn. Circuit de Barcelona-Catalunya, der har været hjemmebane for Spaniens Grand Prix siden 1991, afvikler nu Kataloniens Grand Prix (12.-14. juni).

SKUFFENDE FESTIVAL

Albert Park har nu også koncerter på F1-programmet. I sammenligning med for eksempel Singapore og Abu Dhabi blev lineuppet til ’Lakeside Festival’ midt i parken af mange dog opfattet som skuffende: Malrat torsdag, Basement Jaxx fredag, Rita Ora lørdag og Duke Dumont søndag aften.