NU FØRER LANDO

NU FØRER LANDO

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Mexico 2025

Formel 1-VM varmer op til en hæsblæsende gyser-finale i Abu Dhabi i begyndelsen af december (jo – Grand Prix Tours har vist stadig et par ledige pladser).

Med en imponerende sejr i weekendens grand prix i Mexico City overtog Lando Norris VM-føringen, men han er kun et enkelt point foran McLaren-makker Oscar Piastri. Max Verstappen, der for bare få uger siden havde afskrevet alle titelchancer, rykkede med tredjepladsen i Mexico endnu tættere på drømmen om en femte VM-titel i streg: Nu er den flyvende hollænder kun 36 point efter Norris.

Norris´ sejr var kulminationen på en ganske overlegen weekend. Han tog lørdag en suveræn pole-position, og bortset fra en tæt kamp ind i første sving førte han fra start til mål. Da han fik det ternede flag, var han et halvt minut foran Charles Leclerc.

”Jeg behøvede ikke se bagud – det var fint, at jeg kun skulle koncentrere mig om mig selv,” sagde Norris efter sejren.

Andenpladsen var Leclercs og Ferraris bedste resultat siden Monacos Grand Prix og efter tredjepladsen i Texas i sidste uge en understregning af at Ferrari er i fremgang. Lewis Hamilton var også med fremme, men en 10-sekunders straf for at være uden for banen, sendte ham ned på ottendepladsen.

Verstappen, der har været i særklasse i de seneste uger, kunne ikke få Red Bull-raceren til at fungere i Mexico Citys tynde luft. Han måtte nærmest voldskøre bilen for at følge med, og var af banen både i første sving og efter en infight med Hamilton på sjette omgang. Han kæmpede sig flot tilbage, og på de sidste omgange var han tæt på at kunne angribe Leclercs andenplads.

”Det var hektisk i første sving,” fortalte Verstappen.

”Jeg kom godt afsted, og vandt en placering på langsiden ned mod første sving, hvor vi var fire mand side om side med mig på ydersiden. Jeg måtte op på curben, og så skete der en hel masse,” fortsatte hollænderen, der måtte køre flere hundrede meter på græsset, inden han kom ind på banen igen.

Oliver Bearman stod med fjerdepladsen, for en af eftermiddagens bedste præstationer. Han kom i mål på fjerdepladsen, og tangerede dermed Haas-teamets bedste resultat nogensinde. (Jeg skal spare jer for at finde historiebøgerne frem: Haas-teamets første fjerdeplads stod Romain Grosjean for i Østrig 2018). Bearman har nu scoret point i de seneste tre løb, og med teamkammerat Esteban Ocons niendeplads gik Haas forbi Sauber i konstruktør-VM, og er nu kun syv point efter Aston Martin.

Oscar Piastri, der efter mange uger i front mistede VM-føringen til Norris, havde en svær weekend. Han kom i mål på femtepladsen, men var hverken under træning, kvalifikation eller løb i nærheden af teamkammeraten.

”Jeg lå gennem hele løbet bag andre kørere, og jeg havde det svært i de turbulenser, der blev skabt af bilen foran mig. Det er tydeligt, at der noget ved min kørestil, der skal ændres – men det er svært at forstå præcis hvad,” sagde australieren, der nu ikke har vundet fem løb i træk.

Mercedes kunne ikke følge med McLaren og Ferrari, og Kimi Antonelli og George Russell kom i mål på henholdsvis sjette- og syvendepladsen efter at have fået et par teamordrer undervejs.

Efter to løb på otte dage holder Formel 1-feltet nu en weekends pause inden Brasiliens Grand Prix 9. november

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MEXICO CITY 2025

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

Skideballe til Franco

Franco Colapinto kæmper i disse uger for sin Formel 1-fremtid, og måske derfor lavede han en lige lovlig kæk manøvre i Austin. Mod løbets slutning fik han over pitradioen besked på, at blive bag teamkammerat Pierre Gasly, men det ’overhørte’ argentineren. Han overhalede franskmanden i den egentlig ligegyldige kamp om 17.-pladsen. Teamchef Steve Nielsen var ikke imponeret: ”Anvisninger fra pitten skal følges, og vi er skuffede over, at det ikke skete i dag. Det er noget vi vil se på.” Kort sagt: Franco gjorde ikke sin fremtid nogen tjenester med sin overhaling.

Mange Rookies i FP1

I år skal alle faste kørere afgive to FP1-træninger til såkaldte ’Young Drivers’. Da det er en dårlig ide, at slippe en rookie løs på gadebanen i Las Vegas, og da Brasilien og Qatar er sprint-weekends, havde ni af de 10 teams rookies på banen til FP1 i Mexico. Danske Frederik Vesti fik sin anden og sidste optræden for Mercedes, og der udover kørte Antonio Fuoco (Ferrari), Arvid Lindblad (Red Bull), Pato O´Ward (McLaren), Jak Crawford (Aston Martin), Luke Browning (Williams), Ryo Hirakawa (Haas), Paul Aron (Alpine) og Ayumu Iwasa (Racing Bulls). Sauber har allerede opfyldt sine Young Driver forpligtelser med Gabriel Bortoleto (der teknisk set var Young Driver i Australien og Kina og Paul Aron i England og Ungarn.

Toto savner Horner

Mercedes-boss Toto Wolff lægger – på sin sædvanlige små-ironiske måde – ikke skjul på, at han savner den fyrede Red Bull-chef Christian Horner. ”Vi har brug for personligheder i sporten – helte og skurke. Christian var bare rigtig god som skurk,” udtalte Wolff i sidste uge. Horner, der har fået en lukrativ aftrædelsesordning med Red Bull (angiveligt omtrent en halv milliard kroner!) leder efter nyt job i Formel 1, hvor rygter paddocken forbinder ham med både Alpine, Aston Martin og Ferrari.

SAINZ: ”SUPER-ACCELLERATION I 2026”

De nye 2026-biler, hvor næsten 50% af effekten skal komme fra hybridmotorernes batteri, imødeses med spænding. Carlos Sainz Jr er overbevist om, at de nye motorer vil få bilerne til at accelerere betydeligt hurtigere end de nuværende (hvor kun cirka 15% af effekten er ’elektrisk’). ”Vi vil nå op på 300 km/t langt hurtigere end nu,” siger Williams-køreren. ”Til gengæld tror jeg, batteriet på mange baner vil løbe tør før strøm allerede midt på langsiderne.”