På Circuit of the Americas udenfor Austin vandt Max Verstappen det fjerde ud af de seneste fem F1-løb. Hvor hollænderen for mindre end to måneder siden var 104 point efter Oscar Piastri i VM, er afstanden nu blot 40 point. Der er stadig lang vej, men efter et forår og en sommer domineret af McLaren, er det nu Max der har momentum.
”Hvis nogen efter Hollands Grand Prix (31. august, red.) havde gættet på, at jeg i dag blot ville være 40 point efter Oscar, ville jeg have sagt, at vedkommende var idiot” sagde Verstappen efter sejren.
”Resultatet i dag var præcis det vi havde brug for – nu kan vi kæmpe med om VM resten af året.”
Verstappens weekend i Austin var på mange måder perfekt. Han vandt lørdagens sprint fra pole-position og gjorde det samme i grandprixet søndag. I ingen af løbene kom han under pres. Det hele blev endnu bedre, da McLaren-kørerne leverede, et af deres efterhånden jævnlige, sammenstød i første omgang af sprintet, så ingen af dem fik point.
I grandprixet ramte McLaren-kørerne for første gang i tre løb ikke hinanden. Men ingen af dem havde en optimal eftermiddag. Norris blev overhalet af Charles Leclerc i starten, og måtte kæmpe hårdt for at få andenpladsen tilbage. Piastri havde bare en dårlig dag, og kom blot i mål som nummer fem.
”Jeg havde hverken forventet eller ønsket sådan en weekend, men det er stadig mig, der fører VM,” insisterede den unge australier efter løbet. Men selvom han forsøger at virke cool, er det en kendsgerning, at to af hans seneste tre grandprix-weekender har været mildest talt problematiske – og han i den tredje (Singapore) blev påkørt af sin teamkammerat. Det virker som om han har erhvervet sig det, der i tennis kaldes en ’gummiarm.’
Ferrari havde til gengæld en bedre weekend end forventet. Leclerc lå længe på andenpladsen og kom i mål som nummer tre, mens Lewis Hamilton blev nummer fire. Alligevel var Leclerc ikke helt tilfreds:
”Vi forstår jo stadig ikke bilen. Efter en dårlig fredag kommer det her resultat uventet,” sagde monegaskeren.
Mercedes, der vandt med George Russell i Singapore for et par uger siden, var i denne weekend kun det fjerdebedste team. Russell fik som sædvanlig det optimale ud af situationen og blev nummer seks, mens Antonelli kom i mål på 13.-pladsen. Den unge italiener har fået sin F1-karriere tilbage på rette spor, men blev tidligt i løbet påkørt af Carlos Sainz Jr. Han kæmpede sig godt tilbage, og satte undervejs løbets hurtigste omgang.
Allerede i næste weekend er F1-feltet tilbage på banen; denne gang i Mexicos tynde luft. Herefter følger løbene i Brasilien, Las Vegas og Qatar inden finalen i Abu Dhabi i begyndelsen af december.
Her er der lagt op til en gyserfinale, for mens McLaren i disse uger laver makværk, har Max Verstappen momentum.
Grand Prix Tours har stadig enkelte ledige pladser til finalen!