Bliver VM-fighten mellem Oscar Piastri og Lando Norris afgjort på teknisk knock-out? Det er spørgsmålet efter et dramatisk Formel 1 i Holland 2025, der i den grad sparkede ’anden halvleg’ af Formel 1-VM 2025 i gang efter sommerferien.
De to McLaren-makkere startede som sædvanlig fra første række, men en aggressiv Max Verstappen møvede sig forbi Norris i første sving. Mad Max ved godt, at han ikke skal forsøge den slags med Piastri, men Norris – på mange måder den pæne dreng i klassen – kan hollænderen stadig intimidere med rå manøvrer.
Mens Piastri trak væk fra feltet, tog det mange omgange inden Norris kom forbi Verstappen, og på det tidspunkt så løbet egentlig ud til at være afgjort som en McLaren 1-2 med Piastri som vinder.
Men et par safetycar-perioder (mere om dem senere) og stærk kørsel fik Norris tæt på teamkammeraten, og der var lagt op til en duel a la den, der på sidste omgang afgjorde Ungarns Grand Prix inden sommerferien.
Så kom den tekniske knockout. Med få omgange tilbage rapporterede Norris om røg i cockpittet. McLaren ville søndag aften ikke afsløre detaljer – kun at det handlede om et ’chassis problem’ (i modsætning til et motorproblem). Resultatet var i alle tilfælde, at Norris stoppede bare otte omgange fra mål, og med nul point til englænderen og 25 til Piastri, har australieren nu en solid VM-føring på 34 point.
Den første safetycar-periode kom efter 24 omgange, da Lewis Hamilton crashede. Der var begyndt at falde en let støvregn, og at det skulle blive en syvdobbelt verdensmester, der blev det eneste offer for den småfedtede bane, siger meget om Hamiltons sæson. Inden crashet havde han kørt for hurtigt i en gul flagzone, og det bedømte dommerne efter løbet til to klip i licensen og en grid-straf på fem placeringer. Det giver Sir Lewis en svær start på sin første optræden for Ferrari i Monza. Som antydet: Ikke nogen god sæson…
Der var også en Ferrari indblandet i den anden safertycar-periode. Leclerc var netop kommet ud af pitten, da Kimi Antonelli ramlede ind i ham, og så var der to Ferrari-vrag – på hver sin side af banen – i Sving 3. Den italienske teenagers lidt for friske manøvre blev af dommerne bedømt til to klip og en tidsstraf på 10 sekunder.
Verstappen, der ikke kunne holde McLaren-kørernes opskruede tempo, fik en solid andenplads ud af sin hjemmebaneløb, og Isack Hadjar understregede med sin tredjeplads og første podie-optræden, at rookie-generationen 2025 er den stærkeste i mange år. Det blev understreget af Oliver Bearman, der på grund af motorskift startede fra pitten, men ikke desto mindre kom i mål på sjettepladsen.
Formel 1-feltet er allerede på vej til Italien, hvor der efter den snævre, snoede bane i Zandvoort venter VM-kalenderens eneste, reelle højfartsbane i Monza.