Ny form for spænding

NY FORM FOR SPÆNDING

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Monaco 2025

Monacos Grand Prix blev ikke det overhalings-orgie, der var lagt op til – men løbet på den smalle gadebane i Monte Carlo gjorde VM 2025 endnu mere interessant.

For første gang i Formel 1-historien var det foreskrevet, at alle kørere skulle i pit (mindst) to gange. Det ekstra pit-stop blev indført for at gøre løbet mere spændende, for med mangel reelle overhalingsmuligheder, sluttede de 10 første i 2024 i samme rækkefølge, som de var startet. Med to pit-stop til hver kører var det håbet, at der i det mindste ville blive skabt positioner, der fremtvang overhalingsforsøg.

Var ideen om to stop en succes? Njah – der kom ikke flere overhalinger, og konklusionen må efterhånden være, at det med nutidens store, tunge F1-biler simpelt hen er umuligt at overhale i Monte Carlo.

Men to-stops reglen skabte en anden form for spænding – den gjorde Monacos Grand Prix til en slags highspeed-skak, hvor team-strateger og kørere hele tiden skulle tænke flere træk frem.

Lando Norris (McLaren) har i de seneste uger skuffet, og lavet en række dumme fejl. Der er vist ingen, der er i tvivl om hans hurtighed, men mange har tvivlet på Norris´ selvtillid og hans evne til at håndtere pres.

Men i Monaco fik han virkelig vendt udviklingen. I en weekend, hvor hans nærmeste konkurrenter lave mange små og store fejl, var Norris omtrent fejlfri. Og på en bane, hvor selvtillid er en af de vigtigste værktøjer, tog han en fornem pole position.

Trods massivt pres fra Charles Leclerc (Ferrari) og en dæk-rygende nedbremsning, holdt han føringen ind i første sving, og halvanden time senere kunne han score en fortjent sejr, der betyder, at han nu blot er tre point efter sin teamkammerat Oscar Piastri, der fører VM.

Piastri blev nummer tre efter Leclerc, og de tre kørere på podiet gennemførte nærmest rutinemæssigt deres to stop. Max Verstappen satsede til gengæld voldsomt. I erkendelse af, at hans Red Bull ikke kunne følge med de to forreste (og på en bane, der belaster dækkene minimalt), ventede han helt frem til sidste omgang med at tage sit andet stop. Den alternative strategi havde sendt ham op på førstepladsen, og en sen safety-car eller rødt flag kunne have sikret ham sejren.

På den måde skabte tostop-reglen spænding helt frem til målstregen, og det er vi ikke vant til i Monaco. Samtidig åbnede reglen op for ’teamwork’ a la det Kevin Magnussen et par gange lavede for Haas-makker Nico Hülkenberg  sidste år: Ved  at bruge den ene kører som ’stopklods’, der sinkede konkurrenterne så meget, at den anden kører kunne pitte uden at miste placeringer, fik Racing Bulls en sjetteplads til Isack Hadjar og Williams en niendeplads til Alex Albon.

Konklusionerne på Monacos Grand Prix 2025 er: Reglen om to stop skabte spænding – men ikke på grund af flere overhalinger. McLaren har stadig feltets bedste bil. Norris er kommet gennem sin krise. Ferrari havde en god weekend – men ved ikke rigtig hvorfor. Mercedes havde en frygtelig weekend – og ved nu, at selv Kimi Antonelli laver rookie-fejl. Racing Bulls topper midterfeltet – skarpt forfulgt at Williams.

Jeg kan næsten ikke vente på næste kapitel i den spændende historie om Formel 1 2025. Det skrives allerede i den kommende weekend på Circuit de Barcelona-Catalunya med Spaniens Grand Prix.

Vi holder Race Night i Santa Susanne lørdag aften!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MONACO

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

SIR JACKIE SOLGTE FANGIO-HJELM

Den tredobbelte verdensmester (og tidligere teamchef for Jan Magnussen) Jackie Stewart arbejder hårdt på at samle penge ind til demens-forskning. For nylig blev en af skottens hjelme med autografer fra alle nulevende F1-verdensmestre sat på auktion til fordel for ’Race Against Demantia’. I Monaco satte Sir Jackie endnu en hjelm på auktion – denne gang en Juan Manuel Fangio hjelm, der var doneret til det noble formål af Fundacion Juan Manuel Fangio. ”For mig vil Fangio altid være den bedste kører i F1-historien,” udtalte Stewart op til auktionen.

MICKEY MOUSE I F1

Disney bliver fra 2026 officiel partner med Formel 1-VM. Samarbejdet vil blandt betyde, at Mickey Mouse og hans venner vil optræde ved F1-løbene og der vil blive produceret Disney/F1 merchandise. Disney har ligesom danske Lego, der blev officiel F1-partner i år, fået øjnene op for den nye generation af Formel 1-fans: En undersøgelse viste for nylig, at mere end fire millioner børn i EU og USA mellem otte og 12 år følger Formel 1 aktivt. 40% af Formel 1´s Instagram-følgere er under 25 år

F1 THE MOVIE FÅR PREMIERE 25. JUNI

Den nye F1 The Movie med Brad Pitt i hovedrollen får officiel premiere 25. juni. Filmen, der gennem de sidste to år er optaget ved en række grandprixer, handler om Sonny Hayes (spillet af Pitt), der var en af 1990´erne mest lovende F1-kørere. Han måtte afbryde sin karriere efter en ulykke, men 30 år senere bliver han overtalt til et comeback af sin tidligere teamkammerat, der nu driver et af de mindste teams i F1. Hayes bliver teamkammerat med den unge Joshua Pearce (spillet af Damson Idris), og filmen skildrer der to teamkammeraters kamp. Danske Kim Bodnia spiller teamchefen, der forsøger at holde styr på de to rivaler.

HOLLYWOOD OG F1

Hollywood har tidligere produceret film i F1-miljøet, og den hidtil mest ambitiøse er ’Grand Prix’ fra 1966. Datidens superstars James Garner, Yves Montand og Eva-Marie Saint i spillede hovedrollerne, og filmen blev ligesom den nye ’F1 The Movie’ optaget ved en række grandprixer. En af 1960´erne mest ikoniske Le Mans-biler, Ford GT40, blev ombygget til kamerabil til highspeed-optagelserne!