Var det tronskiftet?

VAR DET TRONSKIFTET?

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i Holland

Vi snakkede om det på Grand Prix Tours´ Race Night lørdag aften til Formel 1 i Holland: Laver Lando Norris for mange fejl?

Det var et relevant spørgsmål, for den unge englænder har haft en ganske høj fejlprocent i første halvdel af sæsonen, og da han er sin egen hårdeste kritiker, bliver dumhederne ikke fejet ind under gulvtæppet.

Men søndag fejede han til gengæld al tvivl om sine evner væk. OK – han fik ikke den optimale start fra pole position, og det var i sig selv en lille fejl. Men resten af eftermiddagen understregede han, at både han selv og McLaren er klar til at overtage Formel 1-tronen fra Max Verstappen og Red Bull.

Han jagtede Verstappen igennem en håndfuld omgange, og tog så føringen med en flot overhaling under nedbremsning til Tarzan-svinget. Der gik et kollektivt suk gennem Verstappens ’Orange Hær’ på hovedtribunen, for de var marcheret til Zandvoort for at se deres Max Attack vinde, som han jo plejer på hjemmebane.

Men det er nye tider i Formel 1, og nu er det McLaren, der har feltets bedste bil. Endda i så høj grad, at Verstappen, der ellers ikke er bange for tage en in-fight, nærmest resigneret lod sig falde tilbage på andenpladsen. De VM-titler, der for bare et par måneder siden så ud til at være reserveret til Verstappen (kørere) og Red Bull (konstruktører) er pludselig kommet i spil, og resten af sæsonen bliver en gyser.

Kevin Magnussen gjorde det godt under de frie træninger, men da det virkelig gjaldt i kvalifikationen, betød en lille fejl, at han endnu en gang måtte se sig slået af Haas-teamkammerat Nico Hülkenberg. Magnussens weekend gik fra slemt til værre, da Haas-ledelsen søndag formiddag valgte at udskifte bilens batteri, så han måtte starte fra pitten. Herfra kørte han bortset fra en tur gennem gruset på en af de første omgange egentlig et fornuftigt løb, men det skal mere end den 18.-plads han sluttede på for at redde F1-karrieren.

Måske bliver det bedre I Italien i denne weekend? Uanset hvordan det går Magnussen er der lagt op til et spændende løb på ’La Pista Magica’ i Monza.

Formel 1 nyhed - Var det tronskiftet?

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA ZANDVOORT

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

GANG I ZANDVOORT

Fredag aften blev Zandvoort-banen omdannet til et kæmpe racer-disco da den lokale super-DJ Armin van Buuren indtog scenen bag langsiden. Vedf siden af sine DJ-gigs hsat den 47-årige van Buuren et ugentlig radioshow (’A State of Trance’), der angiveligt har næsten 40 millioner lytttere over hele verden.

STING OG EMINEM I AUSTIN

Circuit of the Americas har offentliggjort hovednavnene til Formel 1-koncerterne ved USA´s Grand Prix midt i oktober. Den tidligere Police-man Sting indtager fredag aften Germania Insurance Super Stage på banens langside og lørdag tager Eminem over. Det amerikanske rap-ikon har tidligere optrådt ved Formel 1-løbene i Sao Paulo og Abu Dhabi.

ÅRET FLOTTESTE KONCERT LINE-UP?

Abu Dhabi satser igen i år på at præsentere sæsonens mest imponerende koncert line-up. Emimen, der også er på plakaten ved USA´s Grand Prix (se ovenfor) spiller på Yasalam-scenen lørdag aften ved F1-finalen. Dagen før optrøder Maroon 5 og 2024-sæsonen afsluttes officielt søndag aften af Muse.

SEJR TIL SCHUMACHER OG SØN

Ralf Schumacher har som alle andre racer-fædre en drøm om at køre løb med sønnike. For den seksdobbelte grandprix-vinder gik drømmen i forrige uge i opfyldelse: 49-årige Ralf stillede op i en afdeling af den tyske Prototype Cup i en Ligier LMP3 sammen med sønnen David (22). Og Schumacher & Søn gjorde det godt: De vandt løbet fra pole position!

VERSTAPPEN: ”HELLERE RALLY END LE MANS”

Jos Verstappen har tidligere talt om at køre Le Mans med sønnen Max, men nu har han andre planer: Han er begyndt at køre rally i Holland og Belgien, og den 52-årige hollænder siger nu: ”Lad bare de unge knægte beholde Le Mans – jeg synes rally er betydeligt mere spændende.”

VERDENS DYRESTE FORMEL 1-BIL?

Indianapolis-banens museum er under ombygning, og i den forbindelse vil ejerne sælge en række biler, der ikke har direkte forbindelse med Indy 500. Derfor kommer en Mercedes 196 R ’Streamliner’ fra 1954-55 nu under hammeren hos auktionsfirmaet RM Sotheby´s, der har anslået salgsprisen til 70 millioner Dollars (næsten 500 millioner kroner).

F1 EXHIBITION ÅBNER I LONDON

I fredags åbnende den fjerde udgave af den officielle Formel 1-udstilling i London. ’F1 Exhibition’ har tidligere haft stor succes i Madrid, Wien og Toronto og i London er interessen også enorm. Næste stop for det imponerende show bliver efter planen Amsterdam i Holland og Bogota i Columbia.

RACE NIGHT – NU PÅ MUSEUM

Hollands Grand Prix byder traditionelt på en af årets største Race Nights. Igen i år indtog vi Louwman Museum i Haag, der huser en af verdens flotteste bilsamlinger. Vi tilbragte et par hyggelige timer på museet – klassiske biler, hollandske pindemadder og racer-snak – what´s not to like?