+45 7020 6383 info@gptours.dk
+45 7020 6383 info@gptours.dk

Max tilbage i sporet

MAX TILBAGE I SPORET

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Suzuka

Efter at være udgået i Australien for 14 dage siden på grund af overophedede bremser, brød Max Verstappen effektivt tilbage i Japsns Grand Prix. Han startede fra pole position og dominerede løbet, der blev afbrudt efter en dramatisk ulykke på første omgang, fra start til mål. Nu er Max tilbage på VM-kurs!

Det var samtidig tredje gang af fire mulige at Sergio Perez sørgede for en 1-2 sejr til Red Bull. Mexicaneren har været meget svingende, og han var katastrofalt dårlig i Australien. I Suzuka leverede han det, han er ansat til – at komme i mål efter Verstappen men foran alle de andre. Det virker som om Perez har oppet sig, og det hænger ifølge mine kilder i Red Bull-lejren sammen med, at han skal i gang med at forhandle kontrakt for 2025.

Ferraris Carlos Sainz Jr blev nummer tre efter de to Red Bulls. Den Stejlende Hingst kunne ikke følge med De Røde Tyre, men Ferrari har i år etableret sig som den primære Red Bull-udfordrer. Sainz Jr var igen hurtigste Ferrari-kører, og også her kan kommende kontraktforhandlinger spiller en rolle. Spanieren skal som bekendt overlade sit Ferrari-sæde til Lewis Hamilton i 2025, og han leder derfor efter nyt job. Han gør rigtig god reklame for sig selv i disse uger, og der må efterhånden være nogle i Maranello, der spørger sig selv, om de har droppet den forkerte – om det havde været en bedre ide at beholde Sainz Jr og i stedet give Charles Leclercs plads til Hamilton.

Hos Haas-teamet er de også så småt begyndt at tænke på den kommende sæson. Hverken Kevin Magnussen eller Nico Hülkenberg har kontrakt for 2025, og med unge Oliver Bearman lurende i kulissen, kan de næppe begge fortsætte. I løbet i Suzuka var K-Mag og Hulken som sædvanlig meget jævnbyrdige, men danskeren gjorde det igen sværere end nødvendigt for sig selv med en dårlig kvalifikation.

Det skal Magnussen lave om på – næste chance for at ud-kvalificere sin teamkammerat kommer i Shanghai i næste uge, hvor Haas også kommer med årets første upgrade.

Videre til Kina!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA SUZUKA

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

HULKEN TIL SUZUKA MED TOM KUFFERT

Japans Grand Prix byder altid på de mest entusiastiske fans. Mange medbringer som regel små og ofte hjemmelavede gaver til deres favoritkørere. Nico Hülkenberg fortæller, at han i år havde taget en tom kuffert med til Suzuka for at kunne fragte de mange gaver sikkert hjem til Europa.

K-MAG SKAL SPILLE TROMMER I YUKI´S ROCKBAND

Den lokale helt Yuki Tsunoda har afsløret hvem af sine kollegaer han vil have med, hvis han en dag skal starte et rockband. ”Bandet skal hedde Moustache Dreamers,” fortæller lille Yuki. Bandmedlemmerne er åbenbart først og fremmest udvalgt ud fra deres skæg- og hårvækst: Daniel Ricciardo skal synge, Kevin Magnussen skal spille trommer og Valtteri Bottas skal være guitarist.

FLAVIO UNDER KNIVEN

Flavio Briatore, der som Benetton- og Renault teamchef gjorde Michael Schumacher (1994-95) og Fernando Alonso (2005-06) til verdensmester, har gennemgået en hjerteoperation på et hospital i Milano. ”Alt gik godt, og jeg er professor Francesco Maisano og han kollegaer meget taknemmelig,” udtaler Briatore, der fylder 74 år i næste uge.

GUENTHER ER BLEVET AMBASSADØR

Guenther Steiner, der i sine 10 år som Formel 1-chef for Haas F1 ikke just var kendt for sine diplomatiske evner, har fået (endnu et) nyt job: Han skal fremover fungere som ambassadør for Miami´s Grand Prix. Præsidenten for løbet Tyler Epp udtaler i den forbindelse: ”Alle Formel 1-fans kender Guenther – han personificerer sporten!”

MERCEDES GØR KIMI FORMEL 1-KLAR

Kimi Antonelli, den 17-årige italiener der har sprunget Formel 3 over og allerede er frontrunner i Formel 2 (billedet), er klar til sin første Formel 1-test. Allerede i næste uge skal den italienske teenager køre en Mercedes FW13 fra 2022 på Red Bull Ring. Det er forbudt at teste med biler fra den indeværende eller forrige sæson, men Mercedes her planlagt et omfattende program for Antonelli med 2022-modellen. Han starter dog i 2021-modellen – for som Mercedes-boss Toto Wolff siger: ”Han skal også prøve at køre en ordentlig bil!”

LANDO SNUPPER KEDELIG REKORD

Lando Norris har nu været på podiet 14 gange uden at have vundet et løb. Dermed har han overtaget en kedelig rekord fra Nick Heidfeld: Tyskeren blev mellem 2001 og 11 nummer to og tre 13 gange, men kom aldrig øverst på skamlen.

MED ALESI SOM KØRELÆRER

Nu kan du få den tidligere Ferrari Formel 1-stjerne Jean Alesi som kørelærer. 22.-23. april indbyder den 59-årige franskmand til to dage på Red Bull Ring, hvor han vil lære deltagerne i ’Go With the Pro’ programmet at tøjle eksklusive biler som Porsche Cayman, KTM X-Bow og en Formel 4-racer. Prisen for de to dage: Cirka 32.000 kroner.

VETTEL TIL LE MANS?

Den firdobbelte Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel har gennemført en vellykket test for Porsche´s WEC-team. ”Det var ligesom at køre cykel – man glemmer det ikke,” sagde Vettel, der ikke havde kørt en seriøs racerbil, siden han stoppede hos Aston Martin i slutningen af 2022. Trods den lovende test tøver Porsche med at indsætte Vettel i Le Mans 2024 – det er næppe tid til at forberede ham optimalt til 24-timersløbet. Vettel har angiveligt også været i kontakt med Mercedes-chef Toto Wolff (der som bekendt mangler en F1-kører til 2025-sæsonen).