+45 7020 6383 info@gptours.dk
+45 7020 6383 info@gptours.dk

Vinder Red Bull alle løb?

Vinder Red Bul alle løb?

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Montmelo

Det kan godt virke forudsigeligt, men der kan blive skrevet Formel 1-historie i 2023: Det kan blive den første sæson, hvor samme team vinder samtlige løb!

Red Bull er i en klasse for sig, og selvom alle topholdene havde store updates med til Barcelona, rykkede det ikke for alvor på styrkeforholdet. Max Verstappen tog endnu en sejr, og har sikker kurs mod endnu en VM-titel. Selvom der i de kommende måneder utvivlsomt vil komme weekender, hvor hollænderen får problemer, vil andenkører (for det er han!) Sergio Perez kunne køre endnu en Red Bull-sejr hjem.

Hundredevis af Grand Prix Tours-gæster oplevede Verstappen-triumfen i Barcelona, og det er noget vi kan fortælle vores børn og børnebørn: Vi var der – da Verstappen var på toppen. Formel 1-historisk vil det for kommende generationer rangere på linje med storhedstiderne for Fangio, Senna, Schumacher og Hamilton.

Og når jeg nu er ved Hamilton: Den 37-årige englænder bliver ved med at imponere, og selv den seneste Mercedes-update ikke har rykket teamet tættere på Red Bull, så virker det som om, de sorte Sølvpile nu er med i toppen af midterfeltet. Hamilton blev nummer to efter Verstappen, men foran sin unge teamkammerat George Russell. Det er flot som Sir Lewis holder den unge generation på afstand, og i den samlede VM-stilling er der nu 22 point mellem Mercedes-kørerne.

Resultatet af Spaniens Grand Prix betød også at Mercedes rykkede forbi Aston Martin i konstruktør-VM og nu indtager andenpladsen efter Red Bull.

Fernando Alonso havde en uheldig weekend på hjemmebanen, og når spanieren ikke er på toppen, har Aston Martin ikke meget at skyde med. Så længe Lance Stroll sidder i den anden Aston Martin er teamet alt for ofte en ’enmandshær’. Stroll er som bekendt søn af teamejer Lawrence, og det redder hans Formel 1-fremtid. Enhver anden kører, der weekend efter weekend er så langt efter sin teamkammerat, vil være under massivt pres, men man fyrer jo ikke sin søn.

Hos Haas var det (igen!) en weekend til glemmebogen. Nico Hülkenberg beviste med sin ottendeplads under kvalifikationen VF23-modellens potentiale over en enkelt omgang, men i løbet belastede bilen dækkene for voldsomt, og tyskeren og Kevin Magnussen kom efter tre stop hver i mål på henholdsvis 15.- og 18.-pladsen. Circuit de Barcelona-Catalunya ER hård ved dækkene (og i endnu højere grad efter ombygningen op til denne sæson) men det gælder for alle 10 teams.

For Kevin Magnussen og Haas F1 Team er konklusionen på Spaniens Grand Prix derfor, at de skal arbejde med bilernes dækforbrug og opførsel i trafik.

Det taler vi om ved den kommende Race Night på Red Bull Ring!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA Montmelo

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

SIR LEWIS ER BURGER KING

Lewis Hamilton er en af ejerne af den veganske burger-kæde Neat Burger. Den første restaurant åbnede i London i 2019, og i dag er der otte Neat Burger-restauranter i London, en i New York og en i Dubai. Neat Burger-kæden vurderes i dag til have en værdi på virka 700 millioner kroner.

MICK KÆMPER FOR NEVØEN

Ralf Schumacher, tidligere Formel 1-kører og nuværende TV-kommentator, fik sidste år et anstrengt forhold til Haas-boss Guenther Steiner. Lad os bare sige, at de havde et divergerende syn på Ralfs nevø Mick. Ralf kæmper stadig hårdt for sin nevø, og har blandt andet antydet, at han burde afløse Nyck de Vries hos Alpha Tauri. Så hårdt, at Red Bull/Alpha Tauri-rådgiver Helmut Marko valgte selv at starte med et spørgsmål, da han skulle interviewes af Ralf: ”Kommer det nu igen til at handle om din nevø?”

MICK SCHUMACHER I MERCEDES

Et halvt år efter han blev udnævnt til teamets reservekører får Mick Schumacher nu sine første omgange i en af Mercedes´ Formel 1-biler: I denne uge tester Pirelli nye dæk på Circuit de Barcelona-Catalunya, og her kører Mick og George Russell hver en dag.

MAX - PENSIONIST SOM 31-ÅRIG?

Max Verstappen er trods sine kun 25 år allerede i gang med sin niende Formel 1-sæson. Han har kontrakt med Red Bull til 2028, men så kan det også være slut: Max kan godt forestille sig at blive Formel 1-pensionist allerede som 31-årig: ”Til den tid har jeg kørt Formel 1 rigtig længe, og det er et stressende job med utallige rejsedage. Jeg er egentlig en type, der bare helst vil være derhjemme,” siger han.

TOTO OG DEN HEMMELIGE PAGT

Der har været mange rygter om, at Mercedes forhandler med blandt andre Charles Leclerc, men de afvises nu af teamchef Toto Wolff: ”Jeg har i mange år haft en pagt med Lewis Hamilton: Jeg forhandler ikke med andre, før han har besluttet, om han bliver hos os.” Hamilton hævder, at det kun er småting, der skal forhandles på plads, inden han underskriver en ny kontrakt med Mercedes, hvor han har været siden 2013.

ER DET NU RED BULLS NEDTUR STARTER?

En af arkitekterne bag Red Bulls nuværende dominans forlader nu teamet - og chefarkitekten kan også være på vej væk. Rob Marshall, der har været hos Red Bull i 17 år som blandt andet chefdesigner, skal fra næste år være teknisk chef hos McLaren. Marshall har allerede forladt Red Bull for at udstå den ’karenstid’, der indgår i alle ledende Formel 1-teknikeres kontrakter. Red Bull´s tekniske chef Adrian Newey (billedet), der inden han kom til Red Bull i 2006, designede VM-vindere til Williams og McLaren, overvejer også stoppe. ”Da jeg var i 40´erne, var jeg sikker på jeg var gået på pension og lå på en eller anden strand, når jeg fyldte 60. Nu er jeg 64,” siger den mest succesrige tekniske chef i Formel 1-historien.

BALLADE MELLEM RED BULL, ALPHA TAURI OG FERRARI

Mens Red Bull og McLaren ser ud til at enes nogenlunde om Rob Marshalls skifte mellem de to teams, er der mere ballade mellem Red Bull, Alpha Tauri og Ferrari. Alpha Tauri´s mangeårige chef Franz Tost går på pension efter denne sæson, og Red Bull har headhuntet Ferrari nuværende sportschef Laurent Mekies (billedet) som ny leder af deres juniorteam. Det er åbenbart sket på en måde, der virkelig hat pisset Ferrari-ledelsen af: I Maranello insisterer man nu på, at Mekies opfylder sin kontrakt, der løber helt til 2025. Eller at der kommer en stor check fra Red Bull, naturligvis.

MAX TIL STÅR TIL SØS

Dagen inden træningen startede på Circuit de Barcelona-Catalunya fik Max Verstappen en tur på Alinghi Red Bull Racing´s America´s Cup-båd ud for Barcelona. Båden er udviklet i samarbejde med Red Bull´s Formel 1-team, og Max var begejstret: ”En fantastisk dag - nu er jeg i hvert fald forberedt, hvis det bliver et regnvejrsløb på søndag!”

RACE-NIGHT - NU MED LUNA

Traditionen tro er Race Night ved Spaniens Grand Prix en af årets største. Igen i år blev den afholdt på i Santa Susanna på Hotel Florida Park, der diskede op med en overdådig buffet i pool-området. Og jeg havde en guest-star med på scenen. Selveste pitlane-reporter Luna Christofi var med til at underholde Grand Prix Tours gæster.