Japans Grand Prix blev en kaotisk affære, der sluttede med at Max Vestappen vandt VM-titlen – uden at vide det.
For anden weekend i træk blev regnvejr en afgørende faktor. Hvor man i Singapore for otte dage siden valgte at udsætte starten mere end en time, kom Japans Grand Prix i gang til tiden. Men kun for at blive afbrudt igen efter bare en enkelt omgang: Regnen tog til i styrke, og i mere end en time holdt bilerne i pitten og ventede på bedre vejr.
Da løbet endelig blev genstartet, var man kun en cirka tre kvarter fra den grænse på tre timer, der maksimalt må gå fra det planlagte start-tidspunkt. Men de tre kvarter var nok for Max Verstappen til at sætte en fed streg under, at han fortjener verdensmesterskabet 2022. Han var i særklasse på den regnvåde bane, og i mål var han næsten et halvt minut foran Charles Leclerc (Ferrari). Monegaskeren kæmpede ellers hårdt for at holde liv i sine hensygnende titelchancer – også for hårdt, viste det sig.
I allersidste sving kom han under angreb fra Verstappen´s Red Bull-makker Sergio Perez, og i forsøget på at forsvare sin andenplads, var han en tur udenfor banen. Takket være ’genvejen’ reddede Leclerc sig over målstregen foran Perez, men efter løbet blev han idømt en tidsstraf på fem sekunder.
Det rykkede ham ned på tredjepladsen, og da det samtidig blev klart, at løbet trods den korte distance ville udløse ’hele’ point, var sagen klar: Max Vestappen var verdensmester.
Da var bare ingen, der havde fortalt hollænderen om hverken Leclercs tidsstraf eller de ’hele point’, og dermed gik der faktisk en del minutter, inden FIA´s pressechef Tom Wood kunne gratulere ham med titlen.
Den er som sagt fuldt fortjent, for efter en svag sæsonstart har Verstappen været i særklasse efter sommerferien.
Kevin Magnussen, der fejrede 30-års fødselsdag i Japan, oplevede endnu et løb uden point. Haas er nu i overhængende fare for at falde ned på niende- og næstsidstepladsen i konstruktør-VM, men om 14 dage er teamet på hjemmebane i Austin, Texas.
Her holder vi lørdag aften Race Night på cowboy-manér. Be There Or Be Square – Howdy Partners!