Intet kan stoppe Max

Intet kan stoppe Max

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 på Monza

Italiens Grand Prix viste, at der er tydeligvis ikke noget, der kan stoppe Max Verstappens kurs mod VM-titlen 2022. For anden gang på to uger startede Red Bull-Honda køreren på grund af et motor-skifte langt nede på gridden, men som i Belgien for 14 dage siden kæmpede han sig også i Monza frem i front, og vandt overlegent.

Han har nu vundet de seneste fem løb i streg, og hans forspring til Charles Leclerc (Ferrari) i VM er oppe på imponerende 116 point.

Under træningen lignede Ferrari ellers en reel trussel, men Leclerc kunne ikke forsvare sin pole position, og de sidste chancer for en hjemmebane-sejr forsvandt, da løbet sluttede under safety-car. (fordi banens marshals havde svært ved at fjerne Daniel Ricciardos strandede McLaren-Mercedes).

Det er skræmmende tydeligt, at Red Bull-raceren nu passer til alle typer baner, og det virker ikke som om hverken Ferrari eller Mercedes for alvor kan svare igen.

For Haas F1 Team blev Italiens Grand Prix endnu en skuffelse. I en svær weekend, hvor han måtte afgive sin bil til Antonio Giovinazzi i FP1-trænkningen, var en 12.-plads et OK-resultat for Mick Schumacher.

Kevin Magnussen blev klassificeret som 16 og sidst blandt de biler, der kom i mål. Efter en af sine sædvanlige kanonstarter blev han skubbet af banen i første sving. Bilens diffusor blev beskadiget, og da han returnerede til banen, skete det på en måde, som FIA-dommerne straffede med en tidsstraf og et ’klip-i-licensen’. Det var en hård dom, for danskeren kunne ikke gøre for at han blev skubbet udenfor banen, men i sidste ende var det ligegyldigt: Med den ødelagte diffusor var Magnussen i alle tilfælde chanceløs.

Nu venter Singapores Grand Prix på gadebanen i Marina Bay. Det er svært at finde to baner i Formel 1-VM, der er mere forskellige end Monza og Marina Bay, og efter den svage præstation i Italien, forventer Haas F1 Team at vende tilbage til toppen af midterfeltet i Singapore.

Der skal også snart point på VM: Haas´ nærmeste konkurrenter scorede alle point i Monza, og Alpha Tauri er nu kun et enkelt point efter Haas´ syvendeplads i VM.

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA MONZA

Formel 1-journalist Peter Nygaard med de alternative nyheder, du kun ser hos Grand Prix Tours.

FERNANDO TANGERER KIMI´S REKORD

Fernando Alonso tangerede i Monza Kimi Raikkonens rekord for flest Formel 1-løb. Finnen og spanieren har nu begge været til start i et grandprix 350 gange. Med sin nye Aston Martin-kontrakt, der gælder i foreløbig 2023 og 24, vil Alonso sætte en fantastisk rekord. Til sammenligning har Lewis Hamilton kørt 305 grandprixer - Kevin Magnussen er efter Monza noteret for 135.

GADE-RACE I TORINO

I dagene op til Italiens Grand Prix blev der kørt gaderace i Torino. Den store motorsportsfestival Autolook omfattede blandt andet en serie demonstrations-omgange for historiske racerbiler på byens centrale Piazza San for historiske racerbiler og en udstilling med biler som Michael Schumachers og Gilles Villeneuves Ferrari Formel 1-biler.

FOTO-UDSTILLING I TORINO

Autolook-festivalen bød også på en fotoudstilling med de bedste billeder fra de arrangørerne kaldte ’verdens førende motorsportsfotografer’. Billerne var i kæmpe-størrelse hængt op på den centrale Via Po, der fører ned til floden af samme navn. Og jeg var naturligvis stolt over at Grand Prix Photo var repræsenteret!

FP1 UDEN TYSKERE

Tyskland, der for få år siden både havde to grandprixer og en håndfuld Formel 1-kørere, var ikke repræsenteret i FP1-træningen i Monza. Sebastian Vettel blev hos Aston Martin afløst af Nyck de Vries (der tidligere i år har kørt FP1 for nåde Williams og Mercedes) og hos Haas fik Antonio Giovinazzi overladt den bil, der normalt har Mick Schumacher bag rattet.

FERRARI I GULT

Gul er på mange måder den originale Ferrari-farve. Da Enzo Ferrari oprettede sit racerteam, var gul - fra hjembyen Modenas byvåben - han foretrukne farve. Rød blev senere brugt til bilerne, fordi det er Italiens ’racer-farve’. I 1960´erne stillede Ferrari enkelte gange op med gule biler, men det var i samarbejde med kørere fra Belgien, der har gul som national ’racer-farve’.

VETTEL: FØLELSESLADET FARVEL TIL MONZA

For Sebastian Vettel, der som bekendt stopper i Formel 1 efter denne sæson, blev Italiens Grand Prix en følelsesladet afsked med en af hans yndlingsbaner. Det var her, han i 2008 vandt sit første Grand Prix (i en Toro Rosso - i dag Alpha Tauri) og han vandt også senere to gange i Red Bull. I Vettels Ferrari-år var andenpladsen i 2015 hans bedste resultat i Monza.

MONZA JUBILÆUM

Det er i år 100 år siden Autodromo Nazionale di Monza åbnede, og jubilæet blev naturligvis markeret i løbet af grandprix-weekenden. Banen blev i 1922 den tredje permanente racerbane i verden efter Brooklands (1907) i England og Indianapolis Motor Speedway (1909). Monza har lagt asfalt til Italiens Grand Prix hvert eneste år siden Formel 1-VM startede i 1950 med undtagelse af 1980, da banen var under ombygning.

VERSTAPPEN TIL HAVS

I ugen mellem Hollands og Italiens grandprixer fik Red Bull-kørerne Max Verstappen og Sergio Perez én på opleveren: De fik en tur på den amerikanske U.S. SailGP Team´s katamaran ud for den franske riviera. I midten af august var Kevin Magnussen ude med det danske SailGP Team ud for København.

RACE NIGHT MED BIG MAG

Grand Prix Tours stort anlagte Race Night-turne kulminerede lørdag aften på Hotel Crowne Plaza i Milano, hvor italienske delikatesser blev kombineret med ordentlig gang Big Mag. Yeps - tidligere Formel 1-kører (og far til Kevin) Jan Magnussen var med som gæstestjerne.