+45 7020 6383 info@gptours.dk
+45 7020 6383 info@gptours.dk

Nu har Mercedes momentum

Nu har Mercedes momentum

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Losail

Efter sejrene i USA og Mexico så Max Verstappen (Red Bull-Honda) ud til at kunne cruise til VM, men på bare en uge har Lewis Hamilton og Mercedes brudt effektivt tilbage: Englænderen var overlegen i både Brasilien og Qatar, og selvom han stadig er otte point efter Verstappen, er det nu Hamilton, der har momentum.

Samtidig er det tydeligt, at Red Bull-teamet kan mærke presset. I Qatar nåede teamchef Christian Horner både at antyde at Mercedes har en ulovlig bagvinge, udtale at han ikke ville slukke Mercedes-boss Toto Wolff i røven og få en advarsel for at sige, at en af dommerne var korrupt.

Hamilton førte fra start til mål på motorcykel-banen i Losail, og for lige at slå det fast: Så længe Mercedes-bagvingen består de prøver FIA-kontrollanterne efter reglerne skal udsætte den for, er den lovlig. 

Bagvinger – og deres evne til at ’flexe’ under vindens pres på langsiderne (for et nedsætte vindmodstanden) – er blevet en gråzone, som alle teams forsøger at udnytte. Vingernes fleksibilitet checkes ved at udsætte dem for diverse belastninger, og her har FIA altså ikke fundet noget ulovligt hos Mercedes.

Med andre ord: Christian Horner og co skal snuppe en tudekiks – og så set at komme videre. Verstappen er stadig otte point foran Hamilton, så han kan selv afgøre det.

Vi ses til Race Night i Dubai op til finalen i Abu Dhabi!

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA LOSAIL

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Qatar - Kun med GPT

TERROR-ØVELSE I DOHA

Qatars første Formel 1 grandprix faldt sammen med en omfattende antiterror-øvelse i Doha. Vi blev advaret mod både bilkonvojer med høj fart og vejspærringer, men samtidig beroliget med, at øvelsen ikke skete med henblik på grandprixet – det handlede om forberedelser til fodbold-VM, der afvikles i Qatar i december 2022.

SCHMEICHEL I QATAR

Det kommende VM spillede sikkert også en rolle, da Formel 1-organisationen lørdag aften arrangerede en mini-fodboldturnering på start/mål-langsiden for kørere og en række tidligere stjernespillere. På mål: Danske Peter Schmeichel. Af en eller anden grund var arrangementet lukket af for pressen, så her et billede af Store Peter og Kevin M.

VELKOMMEN TIL PADEL-VM

Programmet til Qatars første grandprix var…beskedent: Der var ingen – som i INGEN – support-klasser ved siden af Formel 1. Måske derfor fik Formel 1-pressen en af de mere usædvanlige invitationer: Vi var velkomne til at besøg VM i padel (den nye nye, hippe mix af tennis og squash), der blev afholdt i Doha fra 15. – 20. november.

JET-LAG I ØRKENEN

Mens de sejeste blandt Formel 1-folket (yeps – that´s me!) returnerede til Europa, tog de fleste turen direkte fra Brasilien til Qatar. Det gav en tidsforskel på syv timer, og mange kæmpede med jetlag. ”Det er ret voldsomt,” rapporterede Yuki Tsunoda (der i alle tilfælde lignede én, der trængte til en fast, tidlig sengetid. Efter et glas varm mælk og godnathistorie, naturligvis).

NYT LYS OVER LOSAIL

Der er kørt natteløb for Moto GP på Losail-banen siden 2008, men det skulle alligevel en komplet nyt lysanlæg til, da Formel 1 kom på besøg: I løbet af 2021 er der stillet 528 nye lysmaster op (på mellem seks og 38 meters højde) med i alt 3679 lamper med den nyeste LED-teknologi. Udover at give bedre lys, reducerer de nye lamper energiforbruget betydeligt.

LYNKINESER TIL ALFA ROMEO

Guanyu Zhou, der de seneste år har været Alpine Akademi-kollege med Christian Lundgaard, bliver næste år den første kineser med fast sæde i Formel 1. Zhou, der har kørt Formel 2 i tre sæsoner, har angiveligt cirka 200 millioner kroner med Alfa Romeo.

GIOVINAZZI BITTER OVER EXIT

Det burde ikke overraske Antonio Giovinazzi, at man kan miste sit Formel 1-sæde til kørere med flere penge (han kunne for eksempel spørge Kevin M…). Alligevel er han bitter over at kinesiske Guanyu Zhou overtager hans Alfa Romeo i 2022: ”Når penge bliver afgørende, er Formel 1 ubarmhjertig,” tweetede han da Zhou blev annonceret som ny Alfa Romeo-kører.

VW VIL MED I FORMEL 1

I ugen op til løbet i Losail meddelte det sædvanligvis velinformerede engelske ugeblad Autocar, at Audi havde købt McLaren. Historien blev efter et par timer dementeret af McLaren, men det er en kendsgerning, at VW-koncernen meget seriøst overvejer at gå ind i Formel 1. Både Audi og Porsche – og måske begge – ventes at debutere, når det nye motorreglement indføres i 2025 eller 26. Audi har aldrig været med i Formel 1 og Porsche´s sidste optræden i sporten – som motorleverandør til Arrows i 1991 – sluttede som en fiasko .

NEXT STOP SAUDI ARABIEN

Næste løb køres i Saudi Arabien, hvor de knokler for at få den nye Jeddah Corniche Circuit færdig. Vi har lige modtaget et sæt billeder fra arrangørerne, der lover at alt er klar til løbet 5. december. Jeddah Corniche Circuit ser ud til at blive et ultra-spektakulært anlæg – og den hurtigste gadebane i Formel 1-historien. Grand Prix Tours kan vist stadig sørge for billetter til det historiske løb.