Verstappen bedst i varmen

Verstappen bedst i varmen

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Formel 1 i USA

I cowboy-staten Texas var det kun naturligt, at USA´s Grand Prix udviklede sig til en klassisk shoot-out duel mellem VM-rivalerne Max Verstappen og Lewis Hamilton. Inden starten havde Mercedes vundet de to seneste løb (tre seneste, hvis man tæller McLaren-Mercedes´ sejr i Monza med!), og det var som om momentet i titelkampen efter en Red Bull-domineret sommer var svinget tilbage til tyskerne.

Men på Circuit of the Amricas på prærien udenfor Austin brød Red Bull og Verstappen tilbage. Hollænderen snuppede en ganske komfortabel pole position, og selvom Hamilton tog starten, var det Verstappen, der kom først i mål.

Bortset fra starten og de sidste omgange var der aldrig tale om nærkamp mellem Verstappen og Hamilton, for de foretog deres pit-stop på forskellige tidspunkter. Pit-stop strategierne fra de to teams antyder, at Red Bull havde bedre styr på dækkene i denne weekend, og det hænger sammen med, at det var atypisk varmt i Texas.

USA´s Grand Prix har ofte været præget af kolde temperaturer, men i år bød det amerikanske efterår på omkring 30 grader og højt solskin. Under de temperaturer er Red Bull som regel bedst, og det tegner derfor lovende for Verstappen: Der er fem løb tilbage, og de afvikles alle i lande med høje temperaturer.

Apropos Formel 1 og varme: Vi ses vel til årets sidste Race Night i Dubai inden finalen?

F1 Aston Martin 2021

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA COTA

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Texas - Kun med GPT

RED BULL: FIRST WE TAKE MANHATTAN

I ugen efter Tyrkiets Grand Prix sendte Red Bull en af deres RB7-modeller (årgang 2011) til New York, hvor den kørte en tur i morgentrafikken på Manhattan. Kun Red Bull kan finde på den slags…

RED BULL: THEN WE TAKE DALLAS

å dage senere sendte Red Bull deres ’Road Show’ afdeling videre til Dallas, hvor Sergio Perez fik lov at lave doughnuts på en af byens gader.

KONCERT: “IT`S STILL ROCK’N ROLL TO ME

Circuit of the Americas havde traditionen tro store navne på plakaten til deres grandprix-koncerter. Kool & The Gang sluttede Formel 1-festen søndag, men for de fleste var weekendens største oplevelse den 72-årige ’Piano Man’ Billy Joel lørdag efter kvalifikationen.

VM FOR GROVÆDERE

Alting er større i Texas – også appetitten. I forbindelse med USA´s Grand Pric afholdt Major League Eating VM i spam-spisning. Det handlede ikke om uønskede emails - deltagerne havde otte minutter til at spise så meget spam (oprindeligt en forkortelse for Spiced Ham – et dåseprodukt af primært svinekød) som muligt. Verdensrekorden i denne utvivlsomt usunde sport er tre kilo på 12 minutter.

MAX GIDER IKKE NETFLIX

Netflix-serien Drive to Survive er blevet uhyre populær, og specielt i USA har den sikret Formel 1 mange nye fans. Men titelkandidat Max Verstappen er ikke fan – faktisk har han besluttet, at han ikke vil være med i den nye sæson, der handler om 2021. ”Jeg synes det er kunstigt – de opfinder rivaliseringer, der ikke findes i virkeligheden,” forklarede Max i Austin. Fortæl Lewis det, Max!

VERSTAPPEN ER MAX-POPULÆR

Der er ingen tvivl om at Verstappens beslutning er et tab for Drive to Survive. En stor ’bruger-undersøgelse’ foretaget af Formel 1 i samarbejde med Motorsport Network har afsløret, at hollænderen er feltets mest populære kører: 14,4 procent af de næsten 170.000 fans der deltog i undersøgelsen, havde Verstappen som favorit. På de næste pladser kom Lando Norris (13,7 procent) og Lewis Hamilton (12,5 procent).

BASKETBALL

Formel 1 og National Basketball League (NBA) indledte i Austin et samarbejde, der skal promovere de to meget forskellige sportsgrene. Samarbejdet blev fejret med en lille turnering i paddocken, hvor kørerne – her Nicolas Latifi - skulle forsøge at score mod NBA-legenden Mpolondo Mutombo.

HALLOWEEN I PADDOCKEN

Halloween-weekenden kunne også mærkes i paddocken, hvor en række kørere skar mere eller mindre skrækindjagende græskar-hoveder. Her er Antonio Giovinazzi i gang med at gøre sig lækker i forhold til en fremtid som græskar-kunstner. Med hans udsatte position i Alfa Romeo-teamet kan det hurtigt blive aktuelt…

STILLER TIL RACE

Skuespilleren Ben Stiller (’Nat på museet’ og en lang række andre film) var blot en af mange celebrity-gæster på Circuit of the Americas. Her får han en snak med Formel 1 über-boss Stefano Domenicali.

RICCARDO ELSKER NASCAR

En drengedrøm gik i opfyldelse da Daniel Ricardo lørdag fik en håndfuld omgange i en ex-Dale Earnhardt NASCAR-Chevrolet fra 1984 fra McLaren-chef Zak Browns personlige samling. NASCAR-omgangene var Browns tak for Ricciardos sejr i Monza.