+45 7020 6383 info@gptours.dk
+45 7020 6383 info@gptours.dk

Kaos-løb!

Kaos-løb

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Budapest

Ungarns Grand Prix blev et af de kaos-grandprix´er Formel 1 er par gange om året kaster i hovedet på os.

Som så ofte før var det regnvejr der skabte balladen, der startede da Valtteri Bottas mistede herredømmet over sin Mercedes under nedbremsning til første sving. Mercedes-ledelsen var utvivlsomt lettede over at han ikke ramte teamkammerat Lewis Hamilton – og de kunne nok styre ærgrelsen over, at det faktisk blev ærkerivalerne fra Red Bull, der kom til at betale prisen for Bottas´ fejl.

Finnen sendte nemlig Lando Norris´ McLaren ind i både Max Verstappen og Sergio Perez, og mens mexicaneren udgik på stedet, måtte hollænderen efter omstarten og resten af eftermiddagen kæmpe med en kvæstet bil, der kun kunne halte i mål på tiendepladsen. 

Hamilton og Mercedes ødelagde deres vinderchancer ved som de eneste ikke at skifte til tørvejsdæk inden omstarten, og med favoritterne helt ude eller voldsomt skadet, kunne Esteban Ocon score sin første grandrix-sejr (og Alpine/Renaults første sejr i otte år).

Ungarns Grand Prix var et løb, der gav masser af underholdning, og sendte Hamilton tilbage i VM-føring. Om spændingen holder helt til Abu Dhabi i december? Det tror jeg – men jeg tror stadig, at Verstappen og Red Bull kører med VM-pokalerne.

I alle tilfælde bliver det spændende, og jeg glæder mig til vi starter ’anden halvleg’ af Formel 1-VM 2021 med tre løb – og tre Racing Nights – i streg i Belgien, Holland og Italien.

God Formel 1-ferie – og på gensyn!

f1 løbsstart - imola alpinecar

DE ALTERNATIVE NYHEDER FRA BUDAPEST

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Hungaroring - Kun med GPT

LEWIS PÅ TO HJUL

Selvom Formel 1-folket har sit eget spor på motorvejen fra Budapest til Hungaroring foretrak Lewis Hamilton at ankomme på motorcykel – med sin personlige træner Angela Cullen på bagsædet.

LEWIS OM LBGT+

Ungarn har som bekendt indført en kontroversiel lov omkring homoseksuelles rettigheder. Lewis Hamilton er ikke imponeret: ”Det er uacceptabelt, fejt og vildledende af magthaverne,” skrev verdensmesteren blandt andet på sociale medier.

VETTEL BAKKER OP

Sebastian Vettel, der ligesom Hamilton ved, at der findes en verden udenfor Formel 1 og ikke er bange for at sige sin mening, bakkede op. ”Jeg forstår ikke at folk ikke må gøre det de har lyst til og elske dem de elsker,” sagde Vettel – iført regnbue-farvede sko – på den officielle pressekonference. Hans hjelm var i weekenden også udsmykket med regnbueflag.

SKOMAGER – BLIV VED DIN LÆST

Den ungarske regering, der også kritiseres heftigt af EU for den nye lov, tog til genmæle gennem justitsminister Judit Varga. Med direkte henvisning til Vettels sko og Hamiltons udtalelser sagde hun blandt andet: ”Skofabrikanter skulle koncentrere sig om at lave sko og racerkørere skulle koncentrere sig om at køre racerbil.”

NU KOMMER FILMEN OM SCHUMACHER

I næste måned (15. september) har den officielle film om Michael Schumachers liv premiere på Netflix. Filmen med titlen ’Schumacher’ har været længe undervejs og ER flere gange blevet forsinket på grund af corona-pandemien. ”Michael har altid trukket en skarp linje mellem sit private og sit offentlige liv – denne film fortæller om begge disse verdener,” siger Schumachers manager Sabine Kehm op til premieren. Michael Schumacher er ikke set offentligt siden en skiulykke i december 2013.

LUCKY! – DOKUMENTAR-SERIE OM MR E

Der er også en film på vej om en anden af sportens legender. ”Lucky!” er titlen på en dokumentarserie på otte afsnit om Bernie Ecclestone. Manish Pandey, der også stod bag den prisbelønnede ”Senna” dokumentar fra 2010, har skrevet og instrueret serien om den 90-årige, tidligere Formel 1 über-boss.

BRAND!

Grand Prix Tours sørger for at gæsterne altid er i begivenhedernes centrum. Vi boede på Mercure Budapest City Centre sammen med en række teams og kørere – indtil der fredag udbrød en mindre brand i hotellets P-garage. Herefter blev vi alle – fra Ferrari-teamet til GPT´s gæster – overflyttet til et andet Mercure-hotel på hyggelige Castle Hill. Alt foregik i god ro og orden, og hele affæren understreger bare, at 2021 ER en dramatisk sæson!

RACE NIGHT PÅ CASTLE HILL

Hotel-flytningen betød at vi holdt Race Night på Mercure Castle Hill. Fine omgivelser, fri bar og gode spørgsmål. Et par hyggelige timer – og vi er klar igen efter sommerferien ved Belgiens Grand Prix!