2020 Starter her!

2020 STARTER HER!

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Yas Marina

Finalen blev traditionen tro afviklet for øjnene af hundredevis af Grand Prix Tours gæster på Yas Marina-banen i Abu Dhabi. De kunne glæde sig over en spændende weekend, der understregede den tætte kamp, der er i vente næste år. Jo – Mercedes og Lewis Hamilton vandt igen-igen, men Formel 1 efteråret 2019 har vist, at både Ferrari og Red Bull nu er en meget reel trussel. Og det er den unge generation, der truer Hamilton: Max Verstappen og Charles Leclerc, der begge er 12 år yngre end 34-årige Hamilton, fører an i ungdomsoprøret, der uvægerligt vil ende med at englænderen må forlade Formel 1 tronen.

OG – Kevin Magnussen. Vores Race Night guest-star i Abu Dhabi weekenden har ikke haft en nem sæson, men han har som regel fået det bedste ud af den temperamentsfulde Haas VF19. At han samtidig har slået sin erfarne og lynhurtige teamkammerat Romain Grosjean på alle parametre understreger, at K-Mag slet ikke er færdig med at udvikle sig. Han bliver endnu bedre i 2020 – og det gør Haas-raceren efter al sandsynlighed også. 

Der er kun lige over 100 dage til sæsonpremieren 2020! 

DE SKÆVE NYHEDER FRA YAS MARINA

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Yas Marina

VALTTERI OG EMILIA SKAL SKILLES

Valtteri Bottas startede Abu Dhabi-weekenden med en nyhed fra privatlivet: Han skal – efter kun tre års ægteskab – skilles fra fra Emilia. ”Vi skilles på grund af de udfordringer min karriere medfører,” sagde finnen i en officiel meddelelse. Emilia har repræsenteret Finland i svømning i de tre sidste Olympiske Lege.

MAX´ NYE SPORT: KAMEL-POLO

Red Bull havde som sædvanlig sat et omfattende PR-program sammen for deres kørere op til Abu Dhabis Grand Prix. Et af højdepunkterne: Max Verstappen og Alexander Albon spillede polo – på kameler!

ØRKEN RACE MED RED BULL

Og når nu de var ude i ørkenen: De to Red Bull-stjerner fik også mulighed for at prøve en sport, der var lidt tættere på deres dagligdag: De blev sluppet løs i et ørken race i et par Honda-buggies

BUTTON FORSVUNDET I ØRKENEN

Apropos ørken-race: Eksverdensmester Jenson Button debuterede for nylig i det legendariske Baja 1000-løb i Mexico. Han udgik efter bare 235 km, da differentialet i hans bil brød sammen. Herefter gik der 17 timer inden bilen, Button og codriver Terry Madden blev fundet af løbets redningsfolk.

VÆGTLØST PIT-STOP FOR RED BULL

Red Bull mekanikerne inklusiv danske Ole Schack slog i Brasilien verdensrekorden for pit-stop – med 1.82 sekunder! Omtrent samtidig præsenterede de en film, der viste et ’vægtløst’ pit-stop i maven på et stort transportfly. ”Desværre var jeg ikke med – det ville have været en kæmpe oplevelse,” siger Ole. Se den fantastiske film på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=IVMICgfzICs

TUNGT PIT-STOP FOR K-MAG

Hvis Red Bull-mekanikerne havde et vægtløst pit-stop, fik Kevin Magnussen et tungt et af slagsen: Torsdag aften byttede han rolle med en af sine mekanikere, og fik under et trænings-stop lov til at skifte hjul på Haas-raceren. ”Det var vildt voldsomt – første gang jeg trykkede på knappen, fløj hjulnøglen nærmest ud af mine hænder,” sagde han.

NYE BANER I SPANIEN OG ITALIEN

To af de klassiske løb i VM-serien kan om få år blive afviklet på nye baner. Circuit de Barcelona-Catalunya har kun kontrakt for det spanske grandprix for 2020, og Jerez-banen i Andalusien (billedet) arbejder på at overtage løbet. Monza har for nylig indgået en ny femårig aftale om det italienske grandprix, men herefter vil Mugello i Toscana arrangere løbet.

AUKTION PÅ GRIDDEN

Lørdag aften afholdt Sotheby´s en auktion på gridden i Yas Marina. Blandt de biler der kom under hammeren: Michael Schumachers VM-vinder F2004 fra 2004 og denne smukke Ferrari fra den tragiske 1982-sæson.

PEREZ SPILLEDE FODBOLD

Racing Point havde fodboldspillerne Joleon Lescott (Manchester City) og Dejan Stankovic (tidigere Inter) på besøg. De inviterede den fodboldinteresserede Sergio Perez til en mini-kamp i paddocken, hvor mexicaneren imponerede med sin boldkontrol.

RACE NIGHT MED JAN OG KEVIN MAGNUSSEN

Lørdag aften afholdt Grand Prix Tours årets sidste Race Night. Det skete på det fashionable Hotel Centro ved siden af banen, hvor menuen stod på luksus-buffet og dobbelt Magnussen: Jan og Kevin Magnussen optrådte ved et eksklusivt talk show med efterfølgende autograf- og selfie-session.

LANA DEL REY VAR KONGE

Det var naturligvis svært at følge efter Magnussen Far & Søn, men Lana del Rey gjorde det flot: Da Race Night var slut på Hotel Centro, flyttede Grand Prix Tours´ gæster til den nærliggende koncert med Lane del Rey. Hun var (også!) konge!