+45 7020 6383 info@gptours.dk
+45 7020 6383 info@gptours.dk

En weekend til glemmebogen

En weekend til glemmebogen

F1-journalist Peter Nygaard rapporterer fra Suzaka.

Japans Grand Prix blev for alle andre end Lewis Hamilton, et løb til glemmebogen. Englænderen scorede fra pole position endnu en sejr, og nu er det ikke længere et spørgsmål om han bliver 2018 verdensmester – nu er spørgsmålet hvornår han officielt kan krones. Den engelske Mercedes-kører er efter Japans Grand Prix 67 point foran Sebastian Vettel, og kan derfor allerede sikre sig titlen i Austin om 14 dage. 

Vettel og Ferrari havde en skidt weekend i Suzuka. I en kaotisk kvalifikation, der blev afgjort af en pludselig regnbyge, gjorde de omtrent alt forkert, og tyskeren måtte starte helt nede fra ottendepladsen. I løbet havde han et dumt sammenstød med Max Verstappen, og selvom Hamilton kører brillant i øjeblikket, gør Ferrari og Vettel det altså også nemt for ham: Det er næsten ligeså meget Vettel der taber VM-titlen 2018, som det er Hamilton der vinder den.

Kevin Magnussens kvalifikation blev ødelagt, da han kom ud bag Pierre Gasly (Toro Rosso-Honda) på sin afgørende runde. Han startede derfor for en gangs skyld udenfor top-10, og allerede på anden omgang blev han påkørt bagfra af Charles Leclerc (Sauber). Det var et kontroversielt sammenstød, som franskmanden forsøgte at tørre af på danskeren, men dommerpanelet (med blandt andet Tom Kristensen) blev hurtigt enige om, at ingen af kørerne bar hele eller hovedparten af skylden.

Det ændrede dog ikke noget for K-Mag, der for første gang siden sæson-premieren i Melbourne ikke kom i mål. 

Videre til Texas – vi ses vel til race-night i Austin?

En weekend til glemmebogen

BIG MAG TIL MINI-MAG

Fredag fyldte Kevin Magnussen 26 år, og Haas inviterede til surprise-party i paddocken. I stedet for den sædvanlige fødselsdagslagkage havde teamets kok lavet en kunstfærdig ’Big Mag’-kage til danskeren – komplet med småkage-fritter!

FATTER I FÆNGSEL

I Rusland kørte den lokale Formel 2-kører Artem Markelov FP1-træningen for Renault (billedet), og lignede et godt bud på en Williams-kører for 2019. Tre dage efter var drømmen om et fast F1-sæde pludselig langt væk: Markelovs far, forretningsmanden Valery, blev fængslet for ’alvorlig korruption’. Det er endnu uvist hvordan fatters fængsling vil indvirke på Artem Markelovs karriere, men han er ikke længere en oplagt F1-kandidat for 2019.

MANUAL TIL HOVEDPUDEN

Japan er på mange måder stadig det mest eksotiske stop på F1-touren. Comfort Inn i Shiroko har i mange år været det foretrukne medie-hotel, og det flinke, men ikke specielt sprogkyndige personale gør virkelig deres bedste. Igen i år havde de placeret en manual til hovedpuden ved sengegærdet. Efter 28 timers rejse fra København-Dubai-Osaka- Namba-Shiroko, behøvede jeg nu ikke den store instruktion i at falde i søvn.

RED BULL OG KALLIGRAFI-KUNSTEN

Red Bull-kørerne Daniel Ricciardo og Max Verstappen slog et sving omkring Tokyo på deres vej fra Sochi til Suzuka. Her fik de et lynkursus i den japanske shodo-kunst – en lokal form for kalligrafi. De lærte symbolet for henholdsvis ’vinger’ og ’sejr’.

HANKOOK UDFORDRER PIRELLI

Koreanske Hankook kan blive Formel 1´s nye dækleverandør. Pirellis nuværende aftale udløber efter næste sæson, og FIA har som reglementet foreskriver sendt dæk-kontrakten i udbud. Pirelli ventes at byde ind på at fortsætte, men trues af Hankook. Koreanerne har allerede hyret den tidligere Bridgestone F1-chef (og Ferrari-konsulent) Hirohide Hamashima (billedet) og investeret i en Williams-Cosworth til tests.

PAUL RICARD VIL HAVE LANGTIDS-AFTALE

Paul Ricard-banen, der i år gjorde comeback i F1-kalenderen, arbejder allerede på en kontraktforlængelse. Den nuværende aftale udløber efter 2022-løbet, men allerede nu vil man forlænge i yderligere fem eller 10 år. Det handler om at forbedre trafiksituationen omkring banen, der var mildest talt kaotisk i år. Man vil ikke investere i nye tilkørselsveje, hvis man ikke er sikre på at beholde grandprixet i en længere årrække.

ZANDVOORT KLAR TIL F1

Holllands Grand Prix kan til glæde for titusindvis af Max Verstappen-fans, være på vej mod et comeback i F1-kalenderen. Zandvoort-banen tæt på Amsterdam behøver efter FIA-chef Charlie Whitings mening, kun relativt få forbedringer for at blive F1-klar. Zandvoort, der i mange år var danske F1-fans´ ’hjemmebane’, kom med i VM-kalenderen allerede i 1952 og afviklede sit foreløbig sidste grandprix i 1985

TICKTUM: ”TALER FØR HAN TÆNKER”

Hvem får Toro Rosso-sædet ved siden af Daniil Kvyat? Den oplagte kandidat hedder på mange måder Dan Ticktum, der er Red Bull-junior og en af de førende i Formel 3-EM 2018. Desværre er han også en temperamentsfuld herre, den unge Ticktum: Han fik i 2015 et års karantæne for at overhale 10 biler under en safetycar-periode - for derefter bevidst at køre ind i en konkurrent. Nu antyder han meget lidt diskret, at hans titelrival i Formel 3-EM Mick Schumacher har ’snydt’. Red Bull-boss Christian Horners kommentar: ”Dan taler nogen gange før han tænker.”

MARLBORO´S MISSION WINNO

Selvom tobaksreklamer har været forbudt i Formel 1 i mere end 10 år, har cigaretfirmaet Marlboro diskret været hovedsponsor for Ferrari siden 1980´erne. Kontrakten blev fornylig forlænget frem til 2021, og i Japan havde Marlboro for første gang i mange år igen plads på Ferrari´erne: Naturligvis ikke det forbudte smøg-navn – nu stå der ’Mission Winnow’, der er Marlboros projekt for en bedre (røgfri) fremtid.

K-MAG FAN I KRAMPEGRÅD

Hun kommer hvert år til Suzuka: En ung pige, der er mildest talt vild med Kevin Magnussen, møder op til autograf-sessionen torsdag – og bryder ud i krampegråd når hun får K-Mag´s underskrift. De vildeste fans er i Japan…